Det var i 1961, at Villy Søndergaard forlod sin landbrugsfamilie på Løgstør egnen og tog til Vodskov, hvor han blev elev på Mandshjemmet i Hammer Bakker.
”Der var faktisk en del mænd fra landet som mig selv, der blev elev i bakkerne. Det var jo alle tiders job i forhold til at arbejde i landbruget. På landet arbejdede du næsten døgnet rundt, mens du her fik 45 timers arbejdsuge. Dertil fik vi fri kost, logi og en rimelig løn,” siger 75-årige Villy Søndergaard, der boede i elevfløjen frem til 1966, hvor han blev gift med Elsebeth, der også var elev i bakkerne.
Arbejdet på Mandshjemmet handlede først og fremmest om pleje, fortæller Villy Søndergaard.
”Dengang var der ikke fokus på udvikling – vi passede nærmere beboerne og stod for deres pleje og praktiske gøremål. Beboerne var proppet sammen på institutionerne, og der var en sammenblanding af diagnoser. Beboerne var udviklingshæmmede, de havde psykiatriske diagnoser eller var kriminelle og voldelige,” siger han og fortsætter:
”Arbejdet var i det hele taget mere barsk, dengang jeg begyndte inden for branchen. Vi kunne godt risikere at få et par på hovedet, og det har jeg også selv oplevet et par gange. Og der var rigtig mange beboere pr. ansatte, og nogle af dem blev fikseret om natten, fordi vi var så få medarbejdere til at tage os af dem.”
Faglig aktiv
Villy Søndergaard engagerede sig hurtigt i det faglige arbejde, og han er først stoppet for nyligt i kredsens seniorsektion. Dermed har han været faglig aktiv i mere end 50 år, hvor han bl.a. har været tillidsrepræsentant, sikkerhedsrepræsentant og siddet med i kredsbestyrelsen og diverse udvalg.
”Jeg har altid haft en mening om tingene, jeg kan godt lide at blande mig og diskutere. Jeg begyndte faktisk som faglig aktiv, fordi både formanden og næstformanden i forbundet den gang var kommunister. Det var jeg ikke. Jeg kom jo fra landet, og som en ren provokation meldte jeg mig på et tidspunkt ind i Venstre, bare fordi jeg syntes, at der manglede et modspil til alle de kommunister, der sad på posterne i forbundet. Jeg er nu slet ikke venstremand, men nogle gange er det nødvendigt at provokere lidt for at få gang i tingene,” siger Villy Søndergaard.
Arbejdsmiljø blev hans mærkesag, og han arbejdede bl.a. for bedre arbejdsforhold:
”Det handlede bl.a. om planlægning af arbejdet og arbejdstiderne, ligesom vi havde meget fokus på tunge løft og minimering af konflikter. Dengang fandtes der jo ikke lifte og den slags, så det kunne godt være et fysisk hårdt arbejde,” siger Villy Søndergaard.
Han har været vidne til den store udvikling, som det socialpædagogiske arbejdsområde har været igennem de seneste 50 år, og det gav på mange måder et bedre arbejdsmiljø.
Villy Søndergaard foran ‘Avlsgården’, hvor han bl.a. også har arbejdet.
”Der er sket en kæmpe udvikling undervejs. Der kom færre beboere på hver boenhed, beboerne fik det bedre, fordi der skete meget på det medicinske område. De blev medicineret bedre og blev mere rolige. Samtidig skete der et fagligt løft af medarbejderne, og uddannelsen til socialpædagog blev bedre. Man fandt på nye måder og tilgange, og der blev større fokus på at tage individuelle hensyn,” forklarer han.
Venner for livet
Efter at have arbejdet på Mandshjemmet og ’Gården’, fik Villy Søndergaard arbejde på den lukkede afdeling. Det var han i første omgang lidt skeptisk overfor:
”Jeg syntes, at det lød skræmmende, men det gik over, da jeg først lærte stedet at kende. Jeg var der faktisk i 20 år,” fortæller han.
Senere blev afdelingen delt op i tre boenheder, og Villy Søndergaard tog med en af enhederne til Dronninglund. Her kunne han i 2001 fejre sine 40 år i tjenesten, og han gik på pension halvanden måned efter sit jubilæum.
”Det bedste ved det socialpædagogiske arbejde var de gode kolleger. Vi har fået venner for livet, og vi er en flok, som stadig mødes og spiller kort og hygger os,” siger han.
Villy Søndergaard bor i Vodskov sammen med sin hustru Elsebeth. Sammen har de to sønner. Den ene søn er gået i sine forældres fodspor og er også socialpædagog.
(Offentliggjort den 15. april 2015)
