Emner

Vi rører stadig ved hinanden

Selvom coronavirus hærger, kan socialpædagoger, der arbejder med voksne borgere med medfødt døvblindhed, ikke holde afstand. De har borgerne i deres hænder, og sådan skal det helst fortsætte med at være.

Socialpædagoger og borgere rører stadig ved hinanden på Center for Døvblindhed og Høretab i Region Nordjylland. Selvom de officielle anbefalinger er, at vi alle skal holde fysisk afstand, så nytter det ikke noget for de socialpædagoger, der arbejder med borgere med døvblindhed, fortæller socialpædagog og tillidsrepræsentant, Morten Christiansen, der arbejder på centrets botilbud, Kloden, i Aalborg:

”Vi har borgerne i vores hænder for at kunne kommunikere med dem, og derfor kan vi ikke leve op til de gængse forholdsregler om at holde fysisk afstand. Til gengæld bliver der gjort ekstra godt rent her, og vi spritter berøringsflader en ekstra gang, ligesom vores ledelse har indkøbt håndsprit og håndcreme til alle medarbejder,” siger han.

Nærvær og berøring er en vigtig del af den socialpædagogiske faglighed på Kloden – og sådan skal det helst fortsætte med at være, mener Morten Christiansen.

Berøring er stadig vigtig

Fakta:

Kloden er et botilbud i Center for Døvblindhed og Høretab i Region Nordjylland. På botilbuddet bor 25 voksne med medfødt døvblindhed fra 23 år og opefter. Kloden er opdelt i fire afdelinger og har omkring 60 ansatte.

I resten af landet begynder flere og flere at tale om hudsult i disse coronatider – folk mangler den fysiske nærhed og berøring mellem mennesker – men hudsult er ikke noget nyt tema blandt socialpædagogerne på Center for Døvblindhed og Høretab. Medarbejderne har altid været bevidste om, at deres borgere er blandt dem, der risikerer at blive krammet og rørt for lidt, og derfor er nærhed, nærvær og berøring en vigtig del af den socialpædagogiske faglighed på stedet – og sådan skal det helst fortsætte med at være, mener Morten Christiansen.

”Allerede inden corona blev det socialpædagogiske område ramt af en sundhedsbølge, og der var næsten en tendens til, at myndighederne mente, at vores borgere var farlige at røre ved, og at vi skulle have gummihandsker på både til det ene og det andet. Men ligesom alle andre mennesker, har vores borgere behov for berøring, og der er jo ingen grund til at have handsker på, når du fx vasker borgernes hår eller smører dem ind i solcreme. Heldigvis var der begyndt at komme noget fornuft tilbage, og tingene bevægede sig i en bedre retning, men så ramte coronavirus verden, og jeg kan godt frygte, hvilken effekt det vil have,” siger Morten Christiansen.

Frygter tilliden bliver sat over styr

Lige nu ligger beredskabsplanen og akutkasserne med værnemidler klar på Kloden, hvis en borger skulle blive ramt af Covid-19. Den situation er helt uoverskuelig at tænke på for medarbejderne, for det ville få meget store konsekvenser, hvis de skulle isolere en borger i sin lejlighed og møde op i beskyttelsesdragt og visir.

”Det vil være meget svært for de fleste af borgerne her at forstå, selvom vi selvfølgelig vil gøre alt for at forklare det pædagogisk, så vil der være nogle af dem, som kun kan holdes i deres afdeling med magt. Nogle af borgerne har også noget af deres syn tilbage, og det vil være meget skræmmende for dem, hvis vi mødte op i fuldt beskyttelsesudstyr. Det vil få fatale konsekvenser for vores relationer til borgerne, og vi vil skulle bruge meget tid på at genopbygge deres tillid til os bagefter,” siger han.

Frustrerede borgere og usikre medarbejdere

Alt er næsten helt normalt på Kloden lige nu, og der er hverken syge medarbejdere eller borgere. Men under overfladen lurer medarbejdernes usikkerhed, som mest handler om en frygt for at slæbe coronavirus med på arbejde.

”På mit botilbud er der 25 borgere, og hvis vi først får corona ind, vil det være svært at undgå, at det spreder sig. Derfor er vi meget opmærksomme på sygdomstegn hos os selv og vores familier, men lige nu har vi faktisk et lavere sygefravær blandt medarbejderne end normalt,” siger Morten Christiansen.

Kloden består af fire afdelinger, og lige nu mødes hverken borgere eller personale på tværs, alle møder er aflyst, og det gælder også alle aktiviteter ud af huset, ligesom borgerne opfordres til ikke at få besøg af deres pårørende.

”Men ellers gør vi, som vi plejer – måske er vores normering endda lidt bedre end ellers, fordi vi ikke holder møder og kurser, og det er godt, for mange af borgerne bliver frustrerede lige nu. De har svært ved at forstå, at deres aktiviteter – fx byture, svømning og besøg af familien – er aflyst,” siger Morten Christiansen.

(Offentliggjort den 16. april 2020)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld