Henrik Nielsen sammen med datteren Maria, som er nyeste beboer i den private boform Gaia i Hjallerup.

 

Emner

Marias forældre roser Gaias høje faglighed

27-årige Maria Nielsen har tidligere boet på et kommunalt botilbud, men det blev aldrig en succes. Nu har hun fundet et hjem i den private nordjyske boform Gaia, og det er ifølge forældrene et fantastisk sted.

Maria er ny beboer i den private boform Gaia i Hjallerup. Hun er udviklingshæmmet og lider af spastisk lammelse i højre side af kroppen. Hendes forældre har gennem flere år været på udkig efter et botilbud, hvor deres datter kan have et trygt og udviklende liv som voksen. Det er de nu fundet i Gaia.

”Vi er så lykkelige for, at Maria er flyttet ind i Gaia. Vi er dybt imponerede over personalets høje faglighed, og der er en klar pædagogisk linje med alt, hvad de gør. Stort set alle i personalegruppen er socialpædagoger, og du kan mærke overskuddet og nærværet med det samme i Gaia. Det er et fantastisk sted,” siger Henrik Nielsen, som er far til Maria.

Inden Gaia boede Maria i to år på et botilbud i Aalborg Kommune. Det var en frygtelig skuffelse.

Maria har det godt

Maria har været mere end almindelig heldig i forhold til sin nye bolig i Gaia. Det er nemlig yderst sjældent, at der er en ledig bolig på det private botilbud. Langt de fleste af de øvrige beboere har boet på Gaia i mange år.

Det er ikke et sted, man flytter fra, når man først er flyttet ind, og der blev kun en ledig plads til Maria, fordi en af Gaias hidtidige beboere døde sidste år.

Selvom Maria kun har boet i Gaia i et lille års tid, er hun for længst faldet godt til i sit nye hjem.

”Vi kan bare mærke på Maria, at hun har det godt i Gaia. Hun er en ung kvinde med et dejligt væsen og et godt sind, men hun kan ikke fungere, hvis der er for meget uro og konflikter. Hun har brug for klare rammer og et dygtigt personale omkring sig, og det er der i dén grad i Gaia. Vi har godt nok været heldige,” siger Henrik Nielsen.

Maria og Helle, der også bor i Gaia, sammen med nogle af boformens geder, som beboerne er med til at passe og pleje.

Han fremhæver især, at der i Gaia er en klar strategi og tydelige pædagogiske mål samt, at der altid er en tydelig rød tråd mellem, hvad ledelsen siger, og det, personalet gør i praksis.

”I Gaia prioriteres fagligheden højt, og det kan mærkes. Der er stort set kun ansat uddannede socialpædagoger, og der er en mening med alt, hvad de foretager sig. Jeg har intet at sætte en finger på. Det er virkelig en fornøjelse at besøge vores datter her i hendes nye hjem,” siger Henrik Nielsen.

Glad for Marias opvækst

Det kan være ubegribeligt hårdt og opslidende at blive forældre til et barn med et alvorligt handicap. Det har det også været for Marias familie, selvom Henrik Nielsen understreger, at de generelt i Marias barndom har fået rigtig god støtte fra både kommunen og fra samfundet i det hele taget.

Maria har i sin opvækst boet hjemme sammen med forældrene og sin storesøster i barndomshjemmet i Nørresundby.

Henrik Nielsen har som andre forældre til børn med handicap frygtet den dag, hvor Maria skulle flytte hjemmefra.

Sammen med sin hustru har han deltaget i forskellige tilbud, hvor de har fået redskaber til at støtte Maria bedst muligt gennem hendes barndom.

”Vi har været rigtig glade for den opvækst, som Maria trods sit alvorlige handicap har haft. Men lige som de fleste andre i vores situation har vi også altid frygtet den dag, hvor Maria ikke skulle bo hjemme længere,” siger Henrik Nielsen.

Kommunens botilbud var ingen succes

Nogle år før Maria fik en bolig i Gaia, prøvede hun at flytte hjemmefra første gang, hvor hun flyttede ind på et kommunalt botilbud i Aalborg Kommune. Det blev ikke nogen succes.

Hun nåede at bo i botilbuddet i små to år, inden forældrene valgte at flytte hende hjem igen. Ifølge Henrik Nielsen var datterens hverdag på det kommunale botilbud præget af uro og kaos, og hun havde det ikke godt.

”Kommunens botilbud var under al kritik. Det er jeg nødt til at sige. For beboerne var det ren opbevaring. Der var konstant dårlig bemanding og skiftende personale. I stedet for fast personale kom det hele tiden nye vikarer, som ikke kendte beboerne. Maria blev aldrig tryg ved at bo der, og det endte til sidst med, at vi hentede hende hjem til os igen,” siger han.

Maria har brug for klare rammer og et dygtigt personale omkring sig. I Gaia er der er stort set kun ansat uddannede socialpædagoger.

Alt for få uddannede socialpædagoger

Ifølge Henrik Nielsen er der milevid forskel på kvaliteten af det kommunale botilbud og den høje kvalitet og faglighed, som de i dag oplever i Gaia.

”Det kommunale botilbud i Aalborg var en frygtelig skuffelse. Det er virkelig sørgeligt og foruroligende, at det på alle måder var det stik modsatte af Gaia. Vi kunne tydelig mærke på Maria, at hun ikke havde det godt,” siger han.

Især savnede han klare pædagogiske mål og visioner i de to år, hvor Maria boede på det kommunale botilbud. Samtidig var der en stor del af personalet, som ikke havde de nødvendige kompetencer.

”Der var alt for få uddannede socialpædagoger på kommunens botilbud, og det var tydeligt, at ledelsen ikke havde nogen klar pædagogisk linje. I stedet oplevede vi, at der blandt personalet var vidt forskellige holdninger til, hvor tingene skulle gøres, og fagligheden var generelt ikke særlig høj. Samtidig var der generelt et meget konfliktfyldt miljø, og Maria fik aldrig opbygget nogle særlig gode relationer til personalet,” siger Henrik Nielsen.

Det er en kæmpe lettelse for Henrik Nielsen, at datteren Maria har det godt i hendes nye hjem.

En lettelse at have fundet Gaia

Så meget desto større er glæden og lettelsen ved, at Maria nu er flyttet ind i Gaia.

”Det er et enestående sted. De har skabt nogle rammer og et botilbud, som vi forældre kan være fuldstændig tryg ved,” siger Henrik Nielsen. Han er sikker på, at Gaia bliver et godt hjem for Maria i fremtiden.

”Det er svært at sætte ord på, hvor kæmpe en lettelse det er, at vi har fundet Gaia. I hele Marias liv har min kone og jeg vidst, at det på et tidspunkt vil være vores ansvar at finde et sted, hvor Maria kunne bo og have et godt liv, når hun ikke længere skulle bo hjemme hos os. Det har vi fundet nu. Gaia er alt det, som vi har drømt om,” siger han.

(Offentliggjort den 27. april 2026)

Info

Om nyhedsbrevet

I Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev formidler vi de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld