Henrik Flyvbjerg er fællestillidsrepræsentant for mere end 850 socialpædagoger i Aalborg Kommune.

Emner

Henrik glæder sig over ny budgetmodel

Fællestillidsrepræsentant Henrik Flyvbjerg er glad for, at Aalborg Kommune med en ny budgetmodel for voksenhandicapområdet fremover vil sætte de penge af i budgettet, som faktisk passer til virkelighedens behov.

Han påpeger dog, at det ikke er nok at ”stoppe blødningen”, men at der også er brug for et løft i økonomien til det specialiserede voksensocialområde i Aalborg.

”Jeg er godt tilfreds med, at politikerne i Aalborg nu omsider anerkender, at økonomien overhovedet ikke hænger sammen på voksenhandicapområdet, og at vi ikke kan blive ved med at spare og skære ned på området. Hvis kommunens ny budgetmodel faktisk forholder sig til det, så er det rigtig positivt,” siger Henrik Flyvbjerg, der er fællestillidsrepræsentant for mere end 850 socialpædagoger på voksenhandicapområdet i Aalborg Kommune.

Ny model kaldes epokegørende

Mens børneområdet og ældreområdet i Aalborg Kommune hvert år automatisk får tilført flere penge i budgettet i takt med, at der kommer flere børn og flere ældre i kommunen, så har der hidtil ikke være nogen automatisk regulering af budgettet til det specialiserede voksensocialområde.

Det har betydet, at politikerne i Nordjyllands største kommune år efter år har afsat for få penge i budgettet til kommunens botilbud, aktivitetstilbud, bostøtte og de øvrige områder på voksenhandicapområdet.

Men nu har et flertal i Aalborg Byråd vedtaget en ny model, som skal anvendes fremover, når budgettet for det specialiserede voksensocialområde skal skrues sammen. Den ny budgetmodel findes ikke tilsvarende i andre kommuner i Danmark, og det har fået rådmand Nuuradiin S. Hussein, som har det politiske ansvar for handicapområdet i Aalborg, til at kalde modellen for epokegørende.

Håber at blødningen stopper

Målet med den ny budgetmodel i Aalborg er, at den skal sikre, at der ligesom på almenområdet også automatisk bliver afsat flere penge i budgettet til voksenhandicapområdet hvert år, hvis udgifterne på området vokser, fordi der kommer flere borgere, eller fordi udgiften per borger stiger.

Henrik Flyvbjerg er optimist men vil dog gerne se, hvad den ny budgetmodel kommer til at betyde i praksis.

Det er dermed forventningen, at personalet på voksenhandicapområdet i Aalborg Kommune fremover ikke længere kommer til at opleve pludselige besparelser og reduktioner, fordi de penge, der er afsat i budgettet, alligevel ikke rækker.

”Jeg håber, at den ny automatiske budgetregulering vil betyde, at vi som minimum nu får stoppet blødningen på voksenhandikapområdet, hvor vi gennem mange år har været udsat for den ene nedskæring efter den anden,” siger Henrik Flyvbjerg.

Brug for et løft i økonomien

Han peger på, at voksenhandicapområdet i Aalborg Kommune ifølge kommunens egne tal har mistet mellem 17 og 18 procent af ressourcerne siden kommunalreformen i 2007.

”Selvom jeg mener, at der efter mange års nedskæringer er brug et decideret løft i økonomien til det specialiserede voksensocialområde i Aalborg, så er det helt sikkert positivt, at vi nu automatisk vil få tilført de penge til området, som bedre passer til behovet i virkeligheden,” siger han.

Henrik Flyvbjerg vil gerne se, hvad budgetmodellen kommer til at betyde i praksis, men indtil videre tillader han sig at være optimist.

”Hvis den ny automatiske budgetmodel formår at få stoppet hullet, så der fremover bliver taget højde for i budgettet, at antallet af borgere på området stiger, og at borgernes behov bliver stadig mere komplekse, så kan vi for min skyld godt kalde det for historisk eller epokegørende,” siger han.

(Offentliggjort den 13. december 2024)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld