Julie Kildahl varetager interessen for de medlemmer i kredsen, der er ansat på ældreområdet.

 

Emner

Positivt med flere socialpædagoger i ældreplejen

Antallet af socialpædagoger på plejecentrene i de nordjyske kommuner er støt stigende, og det er ifølge Socialpædagogerne Nordjylland en særdeles positiv udvikling.

”Det er glædeligt, at de nordjyske kommuner for alvor er ved at indse, at pædagogfaglighed er både relevant og værdifuldt i ældreplejen,” siger Julie Kildahl, der er kredsnæstformand i Socialpædagogerne Nordjylland og blandt andet har det politiske ansvar for at varetage interessen for de medlemmer i kredsen, der er ansat på ældreområdet.

Firedobling på ti år

Ifølge nye tal, som INDSIGT har indhentet hos Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, var der i marts 2025 i alt 172 socialpædagoger, som var ansat på ældreområdet i de nordjyske kommuner.

Det er mere end en firedobling sammenlignet med for ti år siden, hvor der i marts 2015 blot var 40 socialpædagoger, der arbejdede på et kommunalt plejehjem i Nordjylland.

”Jeg er overbevist om, at udviklingen vil fortsætte. Befolkningen bliver stadig ældre, og antallet af borgere med demens vokser, og der er ingen tvivl om, at socialpædagoger med deres faglighed kan noget særligt at med læse, forstå og handle på den adfærd, som de demensramte borgere kan udvise,” siger Julie Kildahl.

Forskelligt i kommunerne

Dog er det ikke alle kommuner, der i forhold til ældreområdet har taget den socialpædagogiske faglighed til sig i lige høj grad.

”Mens nogle kommuner helt klart er begyndt at ansætte socialpædagoger ud fra en bevidst strategi om at styrke fagligheden i ældreplejen, så er der andre kommuner, som stadig kun drypvis ansætter socialpædagoger, og måske primært for at løse problemer med personalemangel, når de eksempelvis mangler social- og sundhedsassistenter,” siger Julie Kildahl.

Hun oplever desuden også, at det ikke er alle socialpædagoger, der umiddelbart ser ældreområdet som et naturligt arbejdsfelt.

”Mange medlemmer betragter ikke ældreplejen som et sted, hvor deres kompetencer kommer i spil. Men jeg mener, at der i Nordjylland findes spændende muligheder for socialpædagoger, som har lyst til at arbejde med ældre og demensramte borgere,” siger hun.

Flere TR’ere på plejecentrene

Stigningen i antallet af socialpædagoger på plejecentrene afspejler sig også i antallet af tillidsrepræsentanter på ældreområdet.

For at man på en arbejdsplads har ret til at vælge en tillidsrepræsentant, kræver det mindst fem medarbejdere på samme overenskomst.

Lige nu er der i alt fem socialpædagogiske tillidsrepræsentanter på ældreområdet i de nordjyske kommuner.

”Alene det seneste år har vi fået valgt tillidsrepræsentanter på to plejecentre i Nordjylland, og det er formentlig også et tal, der vil stige i takt med, at plejecentrene ansætter flere socialpædagoger i de kommende år,” siger Julie Kildahl.

(Offentliggjort den 16. juni 2025)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld