Rådmand Nuuradiin S. Hussein kalder ny budgetmodel for epokegørende og en kæmpesejr for voksenhandicapområdet i Aalborg.

Emner

Slut med at underbudgettere i Aalborg

Nordjylland største kommune har indført en ny model, som skal sikre, at politikerne ikke sætter for få penge af til voksenhandicapområdet.

Den ansvarlige rådmand kalder den ny model for epokegørende.

Når politikerne i landets kommuner hvert efterår vedtager næste års budget, bliver der ofte sat for få penge af til handicapområdet. År efter år viser det sig, at de afsatte penge i budgettet ikke rækker i forhold til hvor mange penge, der i virkeligheden er brug for.

Men i Nordjyllands største kommune skal det nu være slut med at underbudgettere det specialiserede voksensocialområde.

Et bredt flertal i Aalborg Byråd har aftalt en helt ny budgetmodel, som skal sikre, at der fremover hvert år helt automatisk bliver afsat nok penge i budgettet til kommunens botilbud, aktivitetstilbud, bostøtte og de øvrige områder på voksenhandicapområdet.

En sejr for voksenhandikapområdet

Rådmand Nuuradiin S. Hussein, som har det politiske ansvar for handicapområdet i Aalborg, er begejstret.

”Det er epokegørende og en kæmpesejr, at vi nu omsider på det specialiserede voksensocialområde får en automatisk budgetmodel på lige fod med de andre velfærdsområder i Aalborg Kommune. Den ny model skal sikre, at vi ikke hvert år kommer til at mangle penge på voksenhandicapområdet, fordi der er blevet afsat for få penge i budgettet,” siger Nuuradiin S. Hussein.

Underbudgettering har ført til besparelser

Ifølge kommunens egne opgørelser har voksenhandicapområdet i Aalborg Kommune i mange år været underbudgetteret. Selvom politikerne flere gange er kommet med ekstrabevillinger, så har det ofte ført til ekstra besparelser, fordi der sidst på året har manglet penge på handicapområdet.

”Der er flere rådmænd før mig, som forgæves har forsøgt at få lavet en automatisk budgetregulering på det her område, og derfor er jeg bare så glad for, at det nu omsider er lykkedes. Jeg mener, at det er været usolidarisk, at økonomien til voksenhandicapområdet ikke hidtil er blevet automatisk reguleret, ligesom økonomien på børneområdet og ældreområdet bliver det. Med håber, at den ny budgetmodel giver os bedre mulighed for både økonomisk og kvalitetsmæssigt at udvikle de indsatser, der er brug for til denne borgergruppe,” siger Nuuradiin S. Hussein.

Aalborg-rådmand er stolt

Ifølge Kommunernes Landsforening er der ikke noget overblik over, hvordan landets kommuner regulerer deres budgetter på voksensocialområdet.

De øvrige af landets største kommuner i det såkaldte 6-by-samarbejde, som Aalborg Kommune normalt sammenligner sig med, har også store problemer med, at der hvert år mangler penge til voksenhandicapområdet, fordi budgetterne ikke holder.

Nuuradiin S. Hussein er stolt over, at Aalborg er den første af de store kommuner i Danmark, som nu får en model til automatisk regulering af økonomien på voksenhandicapområdet.

”Jeg glæder mig til at fortælle om det til mine kolleger i de andre kommuner, og jeg er sikker på, at de vil være enormt nysgerrige på, hvordan vi er kommet frem til at lave sådan en automatisk budgetregulering på voksensocialområdet,” siger han.

(Offentliggjort den 13. december 2024)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld