32-årige Tanja Glatrup Sørensen fik som nyuddannet socialpædagog arbejde på Plejecenter Rosengården i Sæby.

 

Emner

Tanja fandt sit drømmejob på plejehjemmet

Det var egentlig ikke meningen, at socialpædagog Tanja Glatrup Sørensen skulle arbejde med ældre beboere med demens på et plejehjem – men hun er superglad for sit arbejde.

Da Tanja Glatrup Sørensen begyndte på pædagoguddannelsen, var hun sikker på, at hun som færdiguddannet skulle arbejde med borgere med handicap. Men lidt ved et tilfælde blev hun som nyuddannet socialpædagog ansat på Rosengården, som er et plejecenter i Sæby. Det har vist sig at være hendes drømmejob.

”Jeg er superglad for mit arbejde. Vi er en god arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø. Jeg har mange dygtige kolleger, og jeg føler virkelig, at jeg kan bruge min socialpædagogiske faglighed i mit arbejde med de demente beboere på plejecentret,” siger 32-årige Tanja Glatrup Sørensen, der er socialpædagog og nyvalgt tillidsrepræsentant for socialpædagogerne på ældreområdet i Sæby.

Spændende med anden målgruppe

Det er seks år siden, at hun fik job på Rosengården. Dengang havde hun netop afsluttet sin pædagoguddannelse på UCN i Hjørring og var på udkig efter sit første arbejde som socialpædagog, da hun faldt over en jobannonce fra plejecentret.

”De søgte egentlig kun en afløser, men jeg ville jo gerne i arbejde efter uddannelsen, så jeg valgte at søge stillingen. Det lød også spændende at prøve at arbejde med en målgruppe, som jeg ikke rigtig kendte noget til,” siger Tanja Glatrup Sørensen.

Socialpædagog og tillidsrepræsentant Tanja Glatrup Sørensen er fast tilknyttet et af de fire demensafsnit på Rosengården.

Som ung havde hun arbejdet som handicaphjælper for en pige med spastisk lammelse, og det var dér, hun fandt ud af, at hun gerne ville være socialpædagog. Hun har også i flere år arbejdet frivilligt med udsatte børn og unge, og ved siden af pædagoguddannelsen havde hun studiejob på et botilbud for voksne borgere med senhjerneskade.

”Det var helt klart planen, at jeg efter uddannelsen skulle arbejde med borgere med handicap, og jeg havde overhovedet ikke overvejet muligheden for at arbejde på et plejehjem. Men selvom det var lidt tilfældigt, at jeg søgte stillingen, så kunne jeg hurtigt mærke, at arbejdet faktisk var langt mere spændende, end jeg havde forestillet mig,” siger hun.

Leder begejstret for min faglighed

Rosengården er et stort plejecenter i Sæby med 64 beboere og omkring 75 ansatte, hvoraf langt de fleste er SOSU-uddannede. I dag er der fire socialpædagoger på Rosengården. Da Tanja Glatrup Sørensen blev ansat i 2019, var hun blot den anden socialpædagog på plejecentret.

”Allerede til samtalen sagde min leder, at hun var meget begejstret for, at jeg var uddannet socialpædagog. Hun ville gerne have flere pædagoger ansat, og selvom min stilling oprindelig blot var et afløserjob, så havde jeg kun været ansat i nogle få dage, før jeg blev tilbudt en fast stilling, som jeg valgte at takke ja til. Det har jeg ikke et øjeblik fortrudt,” siger hun.

Bruger min faglighed hver dag

Plejecentret Rosengården består af fem afdelinger. Fire afdelinger for borgere, som er diagnosticeret med demens, og en enkelt afdeling for ældre borgere uden en demensdiagnose.

Tanja Glatrup Sørensen er fast tilknyttet et af de fire demensafsnit.

”Jeg anvender min faglighed som socialpædagog hver eneste dag, når jeg er på arbejde. Både i forhold til de beboere, som jeg arbejder med, og også fordi mine kolleger ofte inddrager mig og de andre socialpædagoger, hvis der er noget lidt mere kompliceret med en beboer,” siger hun.

Tanja Glatrup Sørensen sammen med kollegerne Michael Andreassen og Emma Thorvald i et særligt sanserum, som socialpædagogerne har fået indrettet på plejecentret.

Vi er kloge på mennesker

Hun fortæller, at hun ofte bliver taget med på råd af sine SOSU-kolleger, og nogle gange kan hun blive brugt til at observere en beboer, som har det svært, og komme med bud på, hvad der spiller ind, og om der er nogle pædagogiske metoder, der måske kan gøre opgaven med beboeren nemmere.

”SOSU’erne har kompetencerne, når det drejer sig om sundhed og pleje. De er også skarpe på adfærd og konflikthåndtering, men som socialpædagoger kan vi alligevel noget særligt med at se den enkelte borger og læse borgerens adfærd. Vi er gode til at skabe relationer til beboerne, og det kan ofte være med til at forebygge konflikter,” siger Tanja Glatrup Sørensen.

”Sat lidt på spidsen er SOSU’erne megakloge på sygdom og medicin, mens vi er kloge på mennesker,” tilføjer hun.

Håber på flere socialpædagoger i fremtiden

Da Tanja Glatrup Sørensen blev ansat, steg antallet af socialpædagoger på Rosengården fra en til to. Siden er der løbende blevet ansat flere pædagogiske fagfæller, og i dag er der fire socialpædagoger blandt de 75 ansatte på plejecentret.

”Lige da jeg startede, kunne jeg godt møde den her med, jamen du er pædagog, hvad skal du her? Men det møder jeg absolut ikke længere. Jeg synes, at de andre faggrupper er rigtig gode til at respektere, hvis vi kommer med noget pædagogfaglig viden, og der bliver lyttet til os på arbejdspladsen. Det hænger også sammen med, at vi har en leder, der går meget op i det tværprofessionelle samarbejde,” siger hun.

Da en stor del af opgaverne handler om pleje, er det ifølge Tanja Glatrup Sørensen naturligt, at det er de sundhedsuddannede, der også i fremtiden vil udgøre den største faggruppe på plejecentret.

”Men der er i høj grad også brug for vores socialpædagogiske faglighed, og jeg håber da, at der i fremtiden bliver ansat endnu flere socialpædagoger her på Rosengården,” siger hun.

Valgt som første tillidsrepræsentant

Tanja Glatrup Sørensen er for nylig blevet valgt af sine kolleger som socialpædagogernes første tillidsrepræsentant i Sæby.

”Vi tænkte, at det ville være en god idé, at vi fik en tillidsrepræsentant, som kunne repræsentere vores faglighed. Så vi kontaktede Julie i Socialpædagogerne Nordjylland og fik hendes hjælp,” siger hun.

Egentlig skal man være fem ansat på den samme overenskomst, for at kunne vælge en tillidsrepræsentant. På Plejecenter Rosengården er de kun fire socialpædagoger, men med hjælp fra kredskontoret er det blevet løst ved, at Tanja Glatrup Sørensen ud over sin egen arbejdsplads også er blevet tillidsrepræsentant for de øvrige socialpædagoger på ældreområdet i Sæby, som tæller hele ti socialpædagoger.

Selvom hun er glad for sit arbejde, kan hun nogle gange godt ønske sig mere plads til at bruge sin faglighed. Hun håber derfor, at hun med TR-posten kan være med til at styrke den socialpædagogiske faglighed på ældreområdet i Sæby.

”På Rosengården er vi som socialpædagoger er del af vagtplanen og plejen, og det skal vi også være. Men jeg kunne nogle gange godt ønske os et større frirum til at gå fra og lave noget mere decideret socialpædagogisk arbejde med beboerne. Det håber jeg, at jeg som tillidsrepræsentant kan få mulighed for at arbejde for,” siger Tanja Glatrup Sørensen

(Offentliggjort den 16. juni 2025)

 

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld