Vi skal lytte til borgerne

Recovery-orienteret rehabilitering er et begreb, vi hører rigtig meget for tiden. Det skyldes, at der fra regeringens specialistgruppe er fremsat ønske om, at det er den tilgang, man skal anvende. Grundlæggende er det fine intentioner, der ligger bag teorien. Faktisk er det et grundlag, som socialpædagoger har arbejdet ud fra i flere årtier – nemlig retten til frihed for den enkelte.

Frihed er fravær af tvang og muligheden for at træffe egne valg. Det modsatte af frihed kan defineres som tvang, kontrol og afhængighed.

Mellem to spændingsfelter

Der er ingen tvivl om, at den socialpædagogiske virkelighed er at agere mellem disse to spændingsfelter. Et er vores etiske tilgang, som handler om værdighed, retfærdighed og frihed, mens noget andet er de rammer og vilkår, som er realiteter for udførelsen af det daglige arbejde.

En virkelighed, hvor rigtig meget af dagligdagen er struktureret ens for en stor gruppe af borgerne. Hvor mål og delmål hele tiden skal vurderes, ligesom der skal føres kontrol med målene. Det sker ikke i nogen ond mening. Det handler om at få en hverdag til at hænge sammen – også for de ansatte, ligesom mål og delmål også handler om retssikkerhed for borgerne.

Er det borgernes ønsker?

Men spørgsmålet er dog, hvor meget af rammerne, der reelt er fastlagt ud fra borgernes ønsker, drømme og håb, som recovery-orienteret rehabilitering jo forudsætter, skal være udgangspunktet?

Er det for eksempel et ønske fra alle borgere, at de skal voksenudredes efter VUM 2.0-modellen og tildeles pakker? Hvor meget er de involveret i arbejdet? Er alle pædagogiske mål og delmål funderet i udtrykte ønsker og behov hos borgerne?

På arbejdspladserne kender I svarene. Der er meget forskellig praksis. Ikke mindst når vi ser på, hvordan samspil mellem udfører og myndighed fungerer i arbejdet.

Samme vilkår og rettigheder

Som socialpædagoger er det vores ønske, at borgerne inddrages mest muligt i eget liv, og at deres livsvilkår er fyldt med rum til trivsel og plads til en grad af spontanitet med muligheder i dagligdagen. Kort sagt, at de har samme vilkår og frihedsrettigheder til at træffe individuelle valg, som vi andre har. Valg som vi socialpædagoger i mange situationer skal støtte og hjælpe med at formulere, italesætte og planlægge ud fra. Det kræver tillid fra eventuelle pårørende samt arbejdsgiver, hvis det skal danne grundlag for borgernes hverdag.

Så skal recovery-orienteret rehabilitering give mening, skal vi finde helt nye metodiske veje til dialog med borgeren og ikke mindst til, hvordan vi som samfund strukturer tilbuddene og de rammer, man har at agere under, så det ikke bare bliver endnu en række af fine ord og hensigter.

Venlig hilsen

Peter HS Kristensen, kredsformand

(Offentliggjort den 13. december 2024)