Emner

Begejstrede for ny viden

Socialpædagogerne på Nordstjernen i Brønderslev er begejstrede for at være på efteruddannelse sammen med deres kolleger. Det gør det nemmere at implementere den nye viden i praksis.

Handicapområdet i Brønderslev Kommune giver den fuld skrue med et efteruddannelsestilbud til alt fastansat pædagogisk personale. I alt skal 75 medarbejdere på otte dages uddannelse i KRAP. To af de socialpædagoger, der netop nu er i gang med uddannelsen, er Jacob Christensen og Stine Givskud, som er ansat på botilbuddet Nordstjernen.

”Jeg er begejstret for, at vi får ny viden, der helt sikkert også er relevant i forhold til vores hverdag. Men det bedste er, at vi alle får den samme uddannelse, og at vi er afsted med den gruppe af medarbejdere, som vi arbejder med til dagligt,” siger Jacob Christensen.

Nordstjernen består af fem levegrupper, som hver har 6-10 medarbejdere. Hver medarbejdergruppe er afsted på KRAP-uddannelsen sammen. Uddannelsen varer i alt otte dage, og grupperne er afsted én dag ad gangen. 

Fakta:

Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik, forkortet KRAP, er et socialpædagogisk koncept. Ifølge PsykologCentret, der har udviklet KRAP, indeholder konceptet det bedste af det, som virker. Læs mere her

”Uddannelsen er bygget op på en rigtig god måde, fordi vi kan arbejde med det, som vi har lært, inden vi skal afsted på en ny uddannelsesdag. Og så giver det rigtigt meget, at hele gruppen er afsted sammen, for det kan være svært at få implementeret ny viden, hvis kun en enkelt eller to medarbejdere har været afsted på efteruddannelse,” siger Stine Givskud.

Øger vores faglighed

Imellem uddannelsesdagene øver medarbejdergrupperne sig i de nye KRAP-værktøjer, som de er blevet præsenteret for.

”KRAP systematiserer det socialpædagogiske arbejde ved hjælp af en række forskellige skemaer. Jeg ved godt, at det med skemaer kan lyde forkert, men det føles rigtig godt. Skemaerne er meget anvendelige og er med til at visualisere og synliggøre vores daglige arbejde, og hvad der virker for borgerne. Udfordringen er selvfølgelig at få skemaerne implementeret i en travl hverdag, men det går nemmere, når hele medarbejdergruppen har fokus på det,” siger Stine Givskud.

Jacob Christensen oplever også, at skemaerne tilfører noget nyt til det socialpædagogiske arbejde, selvom KRAP ikke umiddelbart er ny viden:

”I min gruppe arbejder vi lige nu meget med søjlemodellen. Normalt har vi travlt med at løse borgernes problemstillinger, i stedet for at bruge tid på at undersøge, hvad der sker med borgeren. Søjlemodellen hjælper os til at komme i dybden med selve undersøgelsen af, hvad der sker, inden vi begynder at analysere og finde en løsning,” siger Jacob Christensen.

Han oplever også, at KRAP er med til at sikre, at medarbejderne får et fælles fokus og ikke basere deres praksis på, hvad hver enkelt socialpædagog lige synes. 

”Det øger vores alles faglighed,” siger Jacob Christensen.

Han og Stine Givskud er færdige med deres KRAP-uddannelse til sommer, hvor de skal op til eksamen sammen med hver deres medarbejdergruppe.

(Offentliggjort den 8. april 2019)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld