Plejehjemmet er præget af en rar atmosfære og en harmonisk ro, som står i skærende kontrast til det ofte barske og kaotiske liv, som de fleste af beboerne levede, inden de fik plads på plejehjemmet.
Trækbanen er et plejehjem for pensionister, der gennem livet har haft et svært alkohol- eller hashmisbrug, og som nu har et omfattende behov for pleje og trygge rammer for at kunne fungere.
”Beboerne på vores plejehjem hører til nogle af de meste udsatte og oversete grupper i vores samfund. For langt de fleste bliver Trækbanen deres sidste hjem, og det er vores opgave at give dem mulighed for en værdig afslutning på deres liv,” siger Trækbanens leder Bettina Fiedler.
Fem af de omkring 40 medarbejdere på Trækbanen er socialpædagoger, og de er ifølge lederen uundværlige på plejehjemmet.
”Vores socialpædagoger er utrolig vigtige for os. De har en faglighed, som er unik i forhold til at skabe relationer til beboerne, og de er gode til at have fokus på den enkeltes behov og ressourcer, hvilket er noget af det vigtigste i vores arbejde med beboerne,” siger Bettina Fiedler.
Socialpædagogiske kompetencer er vigtige
Der er plads til i alt 54 beboere på Trækbanen. Gennemsnitsalderen er noget lavere end på et almindeligt somatisk plejehjem. De fleste af beboerne er i 50’erne og 60’erne. Kun et mindre antal er over 70 år.
Det er mennesker, som på grund af deres ofte årelange alkohol- eller hashmisbrug har levet et hårdt liv med masser nederlag. Mange af beboerne lider af forskellige følgesygdomme og har et svækket helbred eller har pådraget sig psykiske skader på grund af deres misbrug.
”En del af vores beboere kan have brug for en støttende hånd til at komme op om morgenen, og nogle skal have hjælp til at blive vasket en gang imellem. Men ellers er det ikke beboernes plejebehov, der er vores primære opgave. Det skal selvfølgelig være i orden, men vi har først og fremmest fokus på at opbygge relationer til beboerne og støtte dem i at leve deres liv så selvstændigt og udviklende som muligt. Det er blandt andet dér, hvor socialpædagogernes kompetencer er så vigtige,” siger Bettina Fiedler.
Vi skal gribe beboerne i nuet
Hun er selv uddannet SOSU-assistent, og det samme er Bettina Gjesing, der som assisterende leder udgør den anden halvdel af ledelsen. De har begge været med, fra da Trækbanen blev indviet i 2015. Dengang var det nyt, at der også blev ansat socialpædagoger på plejehjemmet,
”Socialpædagogerne og efterhånden også en stigende del af vores øvrige personale er rigtig gode til at sparke til den dér traditionelle ”plejehjemstænkning” og i stedet tage udgangspunkt i beboeres egne behov,” siger assisterende leder Bettina Gjesing.
Selvom specielplejehjemmet hører under Senior og Omsorgs-forvaltningen i Aalborg Kommune, så ønsker de ikke alt for meget ”plejehjemstænkning” på Trækbanen.
”Sådan noget med at beboerne skal være oppe om morgenen på et bestemt tidspunkt, og at alle skal sidde og spise morgenmad og aftensmad sammen på samme tid, det går vi ikke supermeget op i. Vi vil meget hellere have, at vi bruger vores kræfter på at gribe beboerne i nuet og tage udgangspunkt i deres ønsker og behov for det liv, de har,” siger Bettina Gjesing.
”Kan”-opgaver før ”skal”-opgaver
Som et eksempel nævner hun, at hvis en beboer ønsker at gå en tur ned til de syngende træer i Kildeparken, så er det vigtigt, at personalet griber i nuet og er klar til at gå med, også selvom det betyder, at de må udskyde nogle praktiske opgaver på plejehjemmet.
”Vi prioriterer ”kan”-opgaver med beboerne før ”skal”-opgaver, som for eksempel rengøring og opvask, der jo ikke løber nogle steder,” siger Bettina Gjesing.
Hun forklarer, at der ofte er ”skal”-opgaverne, der fylder det meste på et traditionelt plejehjem.
”På et almindeligt plejehjem er der detaljerede planer over, hvad medarbejderne skal nå hver dag. Du skal have en borger i bad, og du skal klare rengøring og give medicin, og medarbejderne løber rigtig stærkt for at nå det hele og sætte flueben, når opgaverne er klaret. Sådan skal det ikke være hos os, og derfor er det en kæmpe gevinst, at vi har socialpædagoger ansat, fordi de er hele tiden med til at sætte fokus på beboernes trivsel og udvikling,” siger Bettina Gjesing.
Skal stå fast på fagligheden
En af socialpædagogerne på Trækbanen er Michael Wedel Kristensen, som har været ansat på plejehjemmet i godt tre år.
”Det er en rigtig spændende og god arbejdsplads. Jeg er glad for at arbejde et sted, hvor der bliver sat pris på vores socialpædagogiske faglighed. Selvom vi er i mindretal i forhold til SOSU-assistenterne, så er der klar opbakning fra ledelsen til, at vi skal bruge vores faglighed til at opbygge relationer og lave aktiviteter med beboerne, så de kan have værdi og indhold i deres liv,” siger han.
Ifølge Michael Wedel Kristensen er opbakningen fra ledelsen vigtig i forhold til at have fokus på den socialpædagogiske faglighed.
”Jeg kunne sagtens fylde sin arbejdsdag med pleje og alle mulige praktiske ting og sundhedsfaglige opgaver, men det er jo ikke det, vi er ansat til som socialpædagoger. Det stiller krav til os som socialpædagoger, at vi er opmærksomme på at stå fast på fagligheden i vores arbejde. Både over for os selv og over for vores kolleger, som har en anden tilgang til beboerne end os,” siger han.
(Offentliggjort den 16. august 2023)