I skal kunne synliggøre værdien af jeres arbejde, I skal holde fokus på opgaven, også selvom I ikke selv har defineret den, og I skal blive bedre til engageret at fortælle om jeres arbejdsområde.
Sådan lyder essensen af en række råd og input fra syv interessenter i det socialpædagogiske arbejdsfelt – det vil sige repræsentanter fra det politiske niveau, regionale og kommunale forvaltninger, socialtilsynet og andre professioner.
Interessenterne er blevet spurgt til deres syn på det socialpædagogiske arbejdsfelt i forbindelse med projekt Kernefaglighed, som Socialpædagogerne Nordjylland søsatte lige efter sommerferien i år.
Projektet skal bl.a. bidrage til, at medlemmerne kan formidle den socialpædagogiske faglighed til interessenter i det socialpædagogiske.
”Og i den forbindelse er det jo oplagt at interessere sig for, hvilke ønsker de har,” siger projektmedarbejder Dorte Lauenborg Nielsen, der har stået for interviewene.
Klare fællestræk
Selvom datagrundlaget ikke er omfangsrigt, er der alligevel en række interessante fællestræk ved de syv interviews, mener hun:
”De efterspørger alle nogle metoder, som bedre kan dokumentere og synliggøre effekten af det socialpædagogiske arbejde. Der finder allerede meget dokumentation sted, men det er alligevel nogle gange svært at indfange alt det værdifulde ved det socialpædagogiske arbejde.
Interessenterne ved godt, at der sker en masse godt på det socialpædagogiske arbejdsfelt, og at det sagtens kan virke, selvom det kan være svært at dokumentere, men de efterspørger alligevel flere mellemregninger og metoder, som kan dokumentere, hvad der for eksempel virker og hvordan,” siger Dorte Lauenborg Nielsen.
Fokus på opgaven
En anden central tendens er, at de interviewede har størst respekt for de socialpædagoger, som holder fokus på den opgave, som de er sat til at løse.
Fakta:
Socialpædagogerne Nordjyllands projekt Kernefaglighed skal bl.a. bidrage til, at medlemmerne kan formidle den socialpædagogiske faglighed til interessenter i det socialpædagogiske arbejde. Læs mere om projektet her
”Ifølge de interviewede duer det ikke, hvis man som socialpædagog opererer efter egne normer og standarder. De interviewede er enige om, at de har den største respekt for de socialpædagoger, der er professionelle nok til at kunne forstå de rammebetingelser, som opgaven udføres under – det vil sige, at de udformer handleplaner ud fra de mål, som andre har sat op for deres arbejde, og at de kan se sig selv som en tværfaglig samarbejdspartner, der leverer en ydelse, som er købt på markedsvilkår,” siger Dorte Lauenborg Nielsen.
Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke efterspørger socialpædagogernes input og feedback til de opstillede mål.
”De afviser ikke at have en dialog omkring de opsatte mål. Tværtimod vil de gerne have feedback og høre, om de har set rigtigt og opsat de rigtige mål for indsatsen,” fortæller Dorte Lauenborg Nielsen.
Ud over rampen
Samtidig giver de interviewede udtryk for, at det er utroligt vigtigt, at socialpædagogerne hejser flaget og fortæller om deres fag på en engageret måde.
”Socialpædagoger skal nok tænke noget mere over, hvordan de formidler, for det er vigtigt, at de kommer ud over rampen. Det kan virkelig få folk til at lytte, når en engageret socialpædagog med stolthed i stemmen og ild i øjnene fortæller om sit arbejde og kommer med eksempler på, hvilken forskel det har gjort for borgerne,” siger Dorte Lauenborg Nielsen.
Der efterspørges kort sagt engagement og faglig stolthed i formidlingen frem for tørre fagudtryk.
”Det behøver ikke at være en særlig indviklet akademisk disciplin at formidle ens faglighed. Det kan man gøre med enkle ord, for det vigtigste er, at man gør det med overbevisning,” siger Dorte Lauenborg Nielsen.
Offentliggjort den 9. november 2015