Emner

Vores faglighed gør en stor forskel

Da Danmarks første specialplejehjem for misbrugere åbnede i Aalborg i 2015, var det fra begyndelsen et krav, at der skulle ansættes socialpædagoger på plejehjemmet.

For tiden er der ansat fem socialpædagoger på Trækbanen, som specialplejehjemmet hedder, og når man spørger dem, er de ikke i tvivl om, at deres faglighed gør en stor forskel for beboerne.

”Der er godt 50 beboere på Trækbanen, som har det til fælles, at de er pensionister med et aktivt alkohol- eller hashmisbrug. Men derudover er de alle sammen forskellige mennesker med individuelle behov, og jeg oplever helt klart, at de har gavn af vores faglighed og vores dynamiske tilgang til borgerne,” siger socialpædagog Michael Wedel Kristensen.

Han har været ansat på Trækbanen i godt tre år og er glad for sit arbejde.

”For mig som socialpædagog er det en god arbejdsplads, og jeg har rig mulighed for at bruge min faglighed. Det kan også være hårdt, men jeg må sige, at jeg virkelig har lyst til at møde på arbejde hver dag,” siger han.

Får livskvalitet og livsglæde igen

Selvom beboerne på plejehjemmet alle har levet med et årelangt misbrug, så kan de ikke puttes i kasser og behandles ens, og det kalder netop på Michaels og kollegernes faglighed.

”Vi bruger vores socialpædagogiske faglighed blandt andet ved at have en dynamisk tilgang til beboerne. Vi udviser respekt for det enkelte individ og støtter beboerne til at leve et selvstændigt og udviklende liv i de år, de bor på plejehjemmet,” siger Michael Wedel Kristensen.

Michael Wedel Kristensen og Morten Schou er blandt de i alt fem socialpædagoger på misbrugsplejehjemmet.

Også hans kollega Morten Schou, der har været ansat som socialpædagog på Trækbanen i fire år, bruger hver dag sin faglighed på specialplejehjemmet.

”Vores beboere har ofte levet et ekstremt hårdt liv med et årelangt alkoholmisbrug. Som misbruger lever du fra dag til dag, og de fleste har haft et turbulent liv. Derfor bruger vi vores faglighed til at give beboerne muligheden for et stabilt og værdigt liv her på Trækbanen. Der er mange beboerne, der fortæller, at de for første gang i mange år oplever livskvalitet og livsglæde, når de er flyttet ind hos os,” siger Morten Schou.

Må gerne drikke på plejehjemmet

Ifølge ham har den hjælp, som beboerne har modtaget ude i samfundet, inden de kom på plejehjemmet, mest drejet sig om at få dem til at stoppe med at drikke. Men sådan er det ikke på Trækbanen, hvor hovedparten af beboerne fortsætter med at have et aktivt misbrug.

Socialpædagogerne Morten Schou og Michael Wedel Kristensen støtter beboerne til at leve et selvstændigt og udviklende liv på Trækbanen.

”Gennem livet har de prøvet forgæves at komme ud af deres misbrug rigtig mange gange, og de har haft masser af nederlag og skam i deres liv. På Trækbanen har vi ingen misbrugsbehandling, og beboerne må gerne drikke deres alkohol på plejehjemmet. I stedet for at udskamme og kritisere dem, så forsøger vi at stabilisere dem i forhold til, at deres misbrug kan ligge på et stabilt niveau. Vi tilbyder at hjælpe dem til at leve et struktureret liv på trods deres forbrug af alkohol eller hash,” siger Morten Schou, der er tillidsrepræsentant for de fem socialpædagoger på misbrugsplejehjemmet.

Vi er deres nærmeste pårørende

Ifølge Michael Wedel Kristensen kan mennesker med misbrug være en vanskelige borgergruppe at arbejde med som socialpædagog.

”En del af det at være misbruger er, at man lyver for sig selv og for omverdenen. Nogle kan også blive meget frustrerede og blive verbalt udadreagerende, hvis de for eksempel pludselig mangler penge til deres misbrug. Det er utroligt vigtigt, at borgerne har styr på deres økonomi, så de både har råd til deres faste udgifter og til øl og cigaretter sidst på måneden, og det hjælper vi dem med,” siger han.

Desuden peger han på, at det kan være svært at arbejde på Trækbanen uden at engagere sig meget i beboerne liv og skæbne.

”For mange af beboerne er vi desværre deres nærmeste pårørende, og det kan godt være hårdt. Du ved heller aldrig, hvad du møder ind til, fordi beboernes dagsform kan være meget svingende. Når jeg i god tid har planlagt en aktivitet ud af huset med et par beboere, så kan det nemt ske, at den ene er for fuld og den anden ikke gider alligevel, når dagen kommer. Men samtidig er det et enormt spændende arbejde, og som pædagoger er vi gode til at møde beboerne, hvor de er,” siger han.

Jeg har det helt rigtige job

Siden Trækbanen blev indviet i 2015, er der åbnet et andet specialplejehjem for misbrugere i Silkeborg, men ellers er der ikke tilsvarende tilbud andre steder i Danmark. Morten Schou er som socialpædagog og TR’er stolt af sin arbejdsplads.

”Trækbanen er et supergodt tilbud til en borgergruppe, som er ret overset i vores samfund. Jeg føler, at jeg som socialpædagog har det helt rigtige job. Jeg er 51 år, og jeg har tænkt mig at arbejde her, til jeg engang går på pension,” siger han.

(Offentliggjort den 16. august 2023)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld