Emner

Arbejdsglæde gør en stor forskel

Trivsel i ens arbejde er vigtigt for kvaliteten af ens arbejdsliv, og det arbejde man udfører. Og det uanset hvilke funktioner man varetager.

Vi ser desværre, at mange føler sig pressede i deres arbejdsliv, og det er man nødt til at tage alvorligt, så der kan tages alle de initiativer, som er mulige for at højne arbejdsglæden.

Det første, som dukker op, er altid ressourcerne til opgaven, og man er mange steder pressede på det felt.  Hvordan knaphed på ressourcer håndteres, er dog også meget forskelligt. Nogle steder er man gode til at tilpasse opgaverne til det, som ressourcerne giver mulighed for, mens man andre steder ikke reducerer indsatsen i takt med, at ressourcerne minimeres. Det må være et krav, at der konkret tages stilling til, hvad der er muligt inden for de rammer, der tildeles, og at man i forvaltninger og på det politiske niveau tager det ansvar på sig.

Tager arbejdsgiverne det ansvar på sig, er det hele dog ikke løst. Som faggruppe har vi også en vigtig drøftelse med hinanden om, hvordan vi trives med lave ydelser til borgerne. Vi ønsker at leve op til at give borgerne det bedst mulige tilbud, og vi har etiske værdier, som vi vil leve op til. For at sikre et arbejdsmiljø, som man trives i, kræver det derfor bevidst kollegial strategi og samarbejde at håndtere tilpasningen mellem ressourcer og muligheder. Det er aldrig optimalt kun at yde en del af det, som man kan se, at der burde tilbydes borgerne, men det er ikke den enkelte socialpædagogs valg.

Derfor er vi nødt til at se på at få mere ansvar tilbage på arbejdspladserne. Det gælder for arbejdspladsen som helhed, men også for den enkelte medarbejder. Der er alt for mange tendenser til, at beslutninger tages langt væk fra arbejdspladserne, og at beslutningerne i stedet bliver taget af ansatte, som ikke nødvendigvis kender borgerne eller arbejdspladsens behov godt nok. Et eksempel, som vinder frem lige nu, er central planlægning af arbejdstid og vikardækning. Passer man ikke meget på, kan det nemt blive en instans, som ikke har ordentlig sammenhæng til det daglige arbejde, og dermed bidrager til frustrationer.

Vi tror på, at man kan spare mange ressourcer og skabe større tilfredshed ved at placere mest muligt reelt ansvar lokalt. Derudover skal man være meget nøjeregnende med, hvad der er brug for af dokumentation, så dokumentation alene anvendes, når det skal bruges til noget konkret.

At ansvar for egen opgaveløsning giver arbejdsglæde, er der mange undersøgelser, som viser med al tydelighed. Derfor kan det undre, at man i mange tilfælde er tilbageholdende med at uddelegere reelt ansvar. Og det er tilmed vigtigt, at man uddelegere ansvar på alle de områder, hvor det kan lade sig gøre og ikke kun på udvalgte områder – for så kan ansvar næsten have den modsatte effekt af arbejdsglæde.

(Offentliggjort den 8. april 2019)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld