Emner

Endnu flere skal sige fra

Socialpædagogerne Nordjylland opfordrer til, at endnu flere socialpædagoger gør deres pligt og siger fra, når de oplever, at borgernes rettigheder bliver knægtet.

Fakta:

Socialpædagogerne Nordjylland offentliggjorde i januar 2018 en undersøgelse, som viste, at der er store problemer med medlemmernes ytringsfrihed. Læs mere her

Det kan få konsekvenser, hvis man som fagperson ytrer sig, når man oplever, at borgerne bliver behandlet uværdigt og deres rettigheder bliver knægtet. Det viser Socialpædagogerne Nordjyllands undersøgelse af medlemmernes ytringsfrihed tydeligt. Men det skal ikke stoppe medlemmerne fra at sige det højt, når de oplever noget, som ikke er ordentligt, siger formand for Socialpædagogerne Nordjylland, Peter S. Kristensen, og faglig sekretær Charlotte Enevoldsen.

”De borgere, som vi arbejder med, kan ofte ikke selv råbe op. Derfor har vi som socialpædagoger en særlig etisk forpligtigelse til at ytre os, hvis borgerne bliver udsat for uværdig behandling. Og hvis et af vores medlemmer gør deres pligt og ytrer sig, så vil vi altid stå bag dem som faglig organisation,” siger Peter S. Kristensen.

Vi er på borgernes side

Peter S. Kristensen mener, at det er helt afgørende for det socialpædagogiske arbejde, at borgerne kan være sikre på, at man er på deres side.

”Borgerne skal være sikre på, at vi er på deres side, ellers kan vi ikke have et tillidsfuldt forhold til dem og arbejde pædagogisk med dem. Det betyder også, at de skal være sikre på, at vi er der for dem, og hvis de bliver udsat for noget, som de ikke skal, så griber vi ind og ytrer os,” siger Peter S. Kristensen.

Han og faglig sekretær Charlotte Enevoldsen vil gerne have, at socialpædagogerne i endnu højere grad bruger deres ytringsfrihed.

”Vi vil gerne have, at der bliver råbt noget mere op, for det er ved at bruge vores ytringsfrihed at vi kan forbedre tingene og øge kvaliteten af tilbuddene. Det er også vigtigt, at vi åbent kan tale om den pædagogiske kvalitet på arbejdspladserne, så det ikke kun kommer til at handle om økonomi og om at løse opgaverne så hurtigt og billigt som muligt,” siger Charlotte Enevoldsen.

Loven skal følges

Der kan være mange grunde til, at socialpædagoger bremser sig selv og holder mund, når de er vidne til forhold, som ikke er i orden. Det kan for eksempel handle om, at man ikke vil stå på skuldrene af borgerne for at ændre ting i systemet, eller at man er bange for at miste sit job.

Fakta:

Læs Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed her

”Men du bør altid overveje, hvorfor du ikke ytre dig om forhold, som er uordentlige. Og hvis det er af hensyn til dig selv og din egen situation, så er du måske ikke det rigtige sted,” siger Peter S. Kristensen.

Han mener, at der er talrige situationer, hvor det bare ikke er i orden at holde sin mund som socialpædagog.

”Vi skal ytre os, når borgernes basale rettigheder bliver taget fra dem. Hvis vi oplever, at der sker brud på serviceloven, FN’s børnekonvention og handicapkonvention, så skal vi sige fra,” siger Peter S. Kristensen.

(Offentliggjort den 3. juli 2018)

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld