Morten Christiansen er 37 år og har de seneste ni år været ansat på Center for Døvblindhed og Høretab ved Region Nordjylland. Han arbejder på centrets afdeling Minibo på Kornblomstvej, og han har været tillidsrepræsentant i fem år. Han har taget basisuddannelsen for tillidsrepræsentanter, men mere er det ikke blevet til, da han i forbindelse med sit arbejde også har læst til seksualvejleder.
Fakta:
INDSIGT går i en ny artikel-serie bag en tillidsrepræsentant. Har du en god idé til en tillidsrepræsentant, som INDSIGT skal interviewe, så send dit forslag til redaktionen:
Hvorfor blev du tillidsrepræsentant?
Jeg er nærmest opvokset med den faglige kamp og det har ligesom altid fanget mig. Min far var værftsarbejder og i min barndom var jeg med ham til demonstrationer i Aalborg. Derfor var jeg ikke svær at overtale til at stille op, da den tidligere tillidsrepræsentant gik på barsel.
Jeg har altid ønsket at varetage min kollegaers interesse og rettigheder. På min arbejdsplads har vi for eksempel en decentral arbejdstidsaftale, og jeg synes, det er spændende at arbejde med vores aftale for at lave den bedste arbejdsplads for medarbejderne.
Svarer virkeligheden så til dine forventninger?
Nej, der er jo ikke meget af den faglige kamp tilbage, som jeg kendte fra min barndom. Men jeg kan faktisk bedre lide det sådan, som det er i dag. Der er ikke to skarpe fronter eller en A og B side, som kæmper mod hinanden. Vi samarbejdet om at finde frem til de bedste løsninger, så ingen står tilbage som tabere. Hos os har vi for eksempel en decentral arbejdstidsaftale, og når vi fraviger fra de overenskomstmæssige regler og indgår decentrale aftaler, så sker det faktisk altid på baggrund af et ønske fra medarbejderne.
Hvad er det bedste ved at være tillidsrepræsentant?
Det er, når arbejdet i feltet mellem ledelse og kolleger, lykkes. Det er rart at mærke, når jeg gør en forskel på arbejdspladsen og gør arbejdspladsen bedre for medarbejderne. Og så kan jeg godt lide at være en del af tillidsrepræsentanternes fællesskab – andre snakker bare om, hvad de gerne vil ændre på deres arbejde, men vi gør faktisk noget ved det.
Hvad er det værste så?
Det værste er kollegernes forventninger om, at jeg kan skaffe dem mere i løn sammenholdt med den totale mangel på lønstigninger, der har været i de år, hvor jeg har været tillidsrepræsentant. Der er bare ikke noget at forhandle om, når det handler om løn.
Det er også svært at tydeliggøre over for medlemmerne, hvorfor de egentlig skal være medlem af Socialpædagogerne. De aftaler, som vi forhandler hjem til vores medlemmer, får dem, der ikke er medlem af Socialpædagogernes Landsforbund, jo også gavn af. Det irriterer mig, at de sådan kan nasse på vores aftaler, men der er ikke rigtig noget at stille op.
Fortæl om engang, hvor du gjorde en forskel som tillidsrepræsentant?
Det er lidt svært at fortælle detaljeret om, for det er oftest i personalesager, hvor jeg har været med til at sikre, at de blev løst på en ordentlig måde for alle parter, og hvor det har betydet meget for den enkelte kollega.
Men derudover er arbejdet i vores lokal-MED meget spændende, vi har for eksempel arbejdet med at gøre regionens personalepolitikker mere relevante og bedre for den enkelte medarbejder. Vi har lagt meget arbejde i vores lokale retningslinjer og tilpasset politikkerne, så de er relevante for vores arbejdsplads.
