Emner

Der blev tid til nærvær

Kerneopgaven kom i fokus på de regionale arbejdspladser under corona-nedlukningen, og en del socialpædagoger oplevede også, at sygefraværet faldt.

De regionale arbejdspladser oplevede i endnu højere grad end de kommunale arbejdspladser, at corona-nedlukningen medførte større fokus på kerneopgaven, mere tid til det pædagogiske arbejde og lavere sygefravær. Det viser Socialpædagogerne Nordjyllands nye undersøgelse af medlemmernes erfaringer under corona-nedlukningen.

Resultaterne kan Pia Brøndum, der er socialpædagog og tillidsrepræsentant på Sødisbakke, langt hen ad vejen godt nikke genkendende til:

”Corona-nedlukningen betød, at alle kurser, alle teammøder osv. blev suspenderet, og vi fik mere tid med beboerne og kunne koncentrere os om kerneopgaven. Det smittede positivt af på arbejdsmiljøet, fordi vi kunne være nærværende pædagoger, der havde fokus på det beboerrelaterede arbejde. Men dermed ikke sagt, at møder ikke er vigtige,” siger hun.

Under corona-nedlukningen fik medarbejderne mulighed for at have kontordage derhjemme, hvilket også fungerede rigtig godt:

”Vi var langt mere effektive, fordi vi ikke blev forstyrret på samme måde, som man kan blive på en arbejdsplads,” siger Pia Brøndum.

På Sødisbakke faldt sygefraværet ikke lige så meget som andre steder i regionen, men Pia Brøndum kan godt nikke genkendende til, at medarbejderne trivedes under nedlukningen:

”Men det tror jeg ligeså meget skyldes private forhold. Vores hverdag var ikke så stresset som normalt, fordi vi ikke skulle skynde os hjem og afsted til forældremøder, sportsaktiviteter osv.,” siger hun.

Kom tættere på ledelsen

Det var både de regionale medarbejdere og ledere, der arbejdede under corona-nedlukningen, og det gjorde en positiv forskel, mener Else Callesen, der er socialpædagog og tillidsrepræsentant på Neurocenter Østerskoven i Hobro.

”Vores ledelse skulle ikke til alle mulige møder under corona-nedlukningen, så de kom tættere på os, og det bidrog helt sikkert med noget positivt, at de var til at komme i kontakt med,” siger Else Callesen.

Derudover kom der en anden ro på Østerskoven under nedlukningen, fordi medarbejderne ikke skulle på hjemmebesøg eller til hospitalsundersøgelser med borgerne. Men nedlukningen var hård ved borgerne, som blev ramt af besøgsforbuddet og følte sig isolerede.

”Men vi fik mere tid til kerneopgaven, og det betød, at vores trivsel steg. Det gør bare en forskel, når vi har tid til at arbejde tæt på borgerne og mærker, at tingene lykkes,” siger Else Callesen.

Derudover havde hun også en fornemmelse af, at sygefraværet faldt under nedlukningen.

”Det skyldes nok, at der ikke var så stor risiko for at blive smittet med noget, når vi ikke rigtig skulle noget, og så havde vi også en meget høj hygiejne,” siger hun.

Pædagogisk arbejde blev vigtigere

På børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital er de vant til at holde en god hygiejne med både sprit og handsker, men da coronaen ramte, blev der alligevel skruet op for kravene til hygiejne, ligesom besøgene til de indlagte blev begrænset betydeligt.

”De unge kunne ikke komme ud i samfundet eller på hjemmebesøg, og de måtte kun få besøg af den ene af deres forældre. Det gjorde dem ekstra sårbare, og det betød, at det pædagogiske arbejde blev endnu vigtigere,” siger tillidsrepræsentant Berit Kousholt, der er én af de cirka ti socialpædagoger, som er ansat i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital.

Men der kom også en anden ro på afdelingen, bl.a. fordi der ikke blev indlagt nye patienter med mindre, at det var helt akut.

”Vi fik mere tid til det pædagogiske arbejde, men det var også nødvendigt, fordi de unge var følelsesmæssigt ramte af nedlukningen,” siger Berit Kousholt.

Fakta

Socialpædagogerne Nordjyllands undersøgelse af medlemmernes erfaringer under corona-nedlukningen viste, at især de regionalt ansatte socialpædagoger oplevede, at der blev mere tid til det pædagogiske arbejde og lavere sygefravær.

Større fokus på kerneopgaven 24 pct. af de regionalt ansatte oplever, at der er kommet et større eller meget større fokus på kerneopgaven.

Mere tid til pædagogisk arbejde 26 pct. af de regionalt ansatte mener, at der er blevet mere eller meget mere tid til det pædagogiske arbejde.

Lavere sygefravær 48 pct. af de regionalt ansatte siger, at sygefraværet er lavere eller meget lavere.

(Offentliggjort den 14. september 2020).

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld