Dette nummer af Indsigt handler meget om betydningen af fokus på kerneopgaven i de specialiserede sociale tilbud. Vi ved alle, at det er et vigtigt fokus, men alene det, at vi er nødt til at snakke om det, vækker bekymring.
Det er jo dybt logisk, at de sociale tilbud handler om at støtte borgerne i deres personlige udvikling og bruge serviceloven til at kompensere der, hvor der er behov for det. Men noget er gået galt undervejs, når vi begynder at drøfte mere tid til borgerne, mere fokus på det daglige arbejde med borgerne, for det burde være logisk, når man ser på, hvilket formål der er med tilbuddene.
Vi bliver nødt til at spørge os selv, om ikke vi har fået vendt udviklingen af tilbuddene på hovedet? Serviceloven giver rimelig præcise angivelser af borgernes rettigheder og kommunerne og regionernes forpligtigelser. Vi har internationale konventioner, som angiver etiske og moralske rammer for, hvordan vi som samfund skal agere, og at hvert enkelt menneske har ret til at blive behandlet ligeværdigt med respekt for egen integritet.
Alligevel har vi fundet det nødvendigt, at der centralt udarbejdes yderligere instrukser. Der er meget detaljerede servicerammer for de enkelte tilbud, der skrives lange instrukser, som angiver hvordan arbejdet skal udføres, og borgernes hverdag styres af krav om planer, mål og delmål – og borgerne skal passe ind i en hver, der er defineret af andre. Og ser man ind i den enkelte kommune/region, kan man sikkert finde rigtig mange andre dokumenter/nedskrevne retningslinjer, som detailstyrer borgernes hverdag.
Når jeg mener, at vi har fået det vendt på hovedet, så betyder det ikke, at servicerammer, instrukser, planer, mål og delmål er ligegyldige, men de skal laves i samarbejde med den enkelte borger og i tæt samarbejde med folk, som kender borgeren, hvis de skal sikre, at man lever op til intentionerne i serviceloven og konventionerne. Som det er nu, så kan man spørge sig selv, om hvor vidt man selv ville finde sig i, at så meget blev bestemt for en, uden at man var part i det? Byder man brugere af sociale tilbud vilkår, som vi selv ville acceptere at leve under?
Kan man svare, at borgerne har indflydelse på egen tilværelse, og de lever under vilkår, som man selv ville acceptere, så er tilbuddet i orden. Men kan man ikke det, så må vi også erkende, at borgerne i tilbuddet bliver krænket på deres rettigheder hver eneste dag. Og et lille forsigtigt gæt er, at der kan findes masser af eksempler, hvor borgerne i sociale tilbud ikke tilnærmelsesvis har samme muligheder som vi andre.
Det kan vi ikke ændre fra den ene dag til den anden, men jeg tror på, at det første skridt vil være, at vi tager det alvorligt, når folk efterlyser fokus på kerneopgaven. At vi giver ansvar og frihed til arbejdspladserne, så de sammen med borgerne får mulighed for at redefinere tilbuddet, så der bliver tid og rum til kerneopgaven ud fra den enkelte borgers behov. At man så efterfølgende kan arbejde med at tilpasse de centrale rammer, så de i højere grad afspejler de konkrete behov, og først og fremmest at der bliver tid til at arbejde sammen med borgeren.
Socialpædagogisk arbejde er i høj grad relationsbåret, og man kan kun støtte og udvikle sammen med borgeren, når man er sammen. Det skal være struktureret og professionelt, men ud fra det menneske den enkelte medarbejder arbejder sammen med. Det kan ikke planlægges og tidssættes på et kontor langt væk fra borgeren, for borgeren har krav på at være en del af det. Det er i det konkrete samvær, at værdien af socialpædagogisk arbejde viser sig, og det professionelle personale skal kunne forklare og begrunde de konkrete handlinger både i tale og skrift af hensyn til borgernes retssikkerhed (ikke for systemets skyld).
Det er ikke raketvidenskab, at når kerneopgaven handler om borgeren, så skal fokus være på den enkelte borger, og tilbuddet skal afspejle den enkelte borgers behov.
Venlig hilsen
Peter S. Kristensen, formand for Socialpædagogerne Nordjylland
(Offentliggjort den 14. september 2020)
