Emner

Få hjælp af din fagforening ved sygdom

Socialpædagogernes medlemmer er bange for at blive fyret, hvis de bliver syge, og arbejdsgiverne indleder også afskedigelser tidligere end hidtil ved sygdom.

”Der er ikke så meget elastik som tidligere over for sygemeldte medarbejdere,” siger Socialpædagogerne Nordjyllands næstformand Anne Marie Frederiksen, der oplever, at det hurtigere får konsekvenser, når en socialpædagog er sygemeldt.

Fakta:

Socialpædagogerne Nordjylland yder juridisk støtte og giver råd og vejledning til deres medlemmer i sygdomssager, uanset om de er arbejdsrelaterede eller ikke.

”Vi hører, at vores medlemmer er bange for at blive fyret, hvis de bliver syge. Vi ser også, at arbejdsgiverne indleder afskedigelser tidligere ved sygemeldinger. Hvis man ikke har en kronisk sygdom eller har kræft og lignende, indleder arbejdsgiverne typisk en påtænkt afskedigelse efter et par måneders sygdom, også selv om det er arbejdsrelateret,” fortæller Anne Marie Frederiksen.

Mere komplekst at være syg

Typisk håndteres sygdomssager lokalt med hjælp fra den lokale tillidsrepræsentant – men medlemmerne kan også få hjælp fra kredskontoret.

”Sygdomssagerne er blevet mere komplekse end tidligere. Det skyldes blandt andet, at du som sygemeldt skal forholde dig  til flere aktører,” siger Anne Marie Frederiksen.

Kommunen eller regionen har som arbejdsgiver deres personalepolitiske regler for sygesamtaler mm., mens jobcentret skal følge dagpengelovgivningens regler, og hvis man har en arbejdsskade, skal man også i kontakt med arbejdsskadeenheden.

”Derfor kan det være ret overvældende, at man oveni sin sygdom skal forholde sig til flere instanser. Men vi rådgiver og guider gerne vores medlemmer, og derfor er mit bedste råd til dem, at de skal søge hjælp hos deres tillidsrepræsentant, og hvis sagen udvikler sig yderligere kan det være at fællestillidsrepræsentanten eller kredskontoret skal på banen,” siger hun.

Gør som jobcentret siger

Mange medlemmer undrer sig over, at de ved sygdom pludselig bliver stillet over for krav fra jobcentret, for de får jo i løn fra deres arbejdsgiver, mens de er syge.

Fakta:

Gode råd ved sygdom:

– Gør som jobcentret siger

– Snak med din TR eller FTR

– Kan din sygdom blive langvarig, så snak eventuelt med din TR om, at kredskontoret skal se på sagen.

”Men arbejdsgiverne får refusion fra kommunen, og derfor skal man leve op til reglerne i dagpengeloven. Derfor er det meget vigtigt, at man gør, som jobcentret siger. Men vi ved, at det er svært at overskue, og derfor guider vi gerne medlemmerne,” siger Anne Marie Frederiksen.

Hun mener, at jobcentret faktisk ofte er en god sparringspartner, selvom nogle sygemeldte kan føle, at de bliver jagtet.

”Jo længere tid du er sygemeldt – jo sværere er det ofte at komme tilbage på arbejde. En tidlig og intensiv indsats er afgørende for, at du kan blive fastholdt på arbejdsmarkedet. Derfor er det ok, at jobcentret stiller krav og sætter tiltag i gang, men de må gerne være mere individuelle, for alle sygemeldte er ikke ens og kan ikke klare det samme,” siger Anne Marie Frederiksen.

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld