Emner

Forandringer presser arbejdsmiljø

Specialbørnehjemmet Kvisten satte arbejdsmiljøet på dagsorden bl.a. med hjælp fra kredsens socialfaglige konsulent for bedre at kunne håndtere arbejdspladsens mange forandringer.

Nye børn, nye kolleger, nye dokumentationskrav, nye besparelser, ny organisering og nye rutiner. Som på mange andre socialpædagogiske arbejdspladser er rækken af forandringer på Specialbørnehjemmet Kvisten i Støvring lang, og ofte oplever medarbejderne, at en forandring knap er implementeret, før der kommer nye forandringer.

”Vi når ikke at blive forankret i alt det nye, før der kommer endnu nogle forandringer. Det presser arbejdsmiljøet, og vi kommer nemt til at føle, at vi ikke gør vores arbejde godt nok,” siger Pia Loft, der er socialpædagog og arbejdsmiljørepræsentant på Kvisten.

Fakta:

Specialbørnehjemmet Kvisten har nu ni faste børn, og dertil kommer to aflastningspladser. De 50 ansatte har bl.a. en faglig baggrund som socialpædagoger, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

Ville lette arbejdsopgaverne

Samtidig med, at antallet af børn blev øget fra fire til ni, fik Kvisten også ny afdelingsleder i august 2016.

”Jeg så hurtigt, at kravene til medarbejderne var høje. De skulle både forholde sig til mange flere børn på én gang, og så var der også stor udskiftning i medarbejdergruppen, så de skulle bruge mange ressourcer på at indføre de nye i arbejdet,” fortæller afdelingsleder Neel Skovgaard Jensen.

Derfor besluttede hun, at dele medarbejderne og børnene i to afsnit, så alle medarbejdere ikke skulle vide alt om alle børn, men kunne fordybe sig i et mindre område.

”Ræsonnementet var, at det ville lette arbejdsopgaverne og øge arbejdsglæden. Men det medførte naturligvis også noget usikkerhed over, hvilke kolleger og børn, man skulle arbejde med,” siger Neel Skovgaard Jensen.

Fokus på arbejdsmiljø og faglighed

Medarbejdere og børn blev delt i to afsnit i foråret 2017. Samtidig blev en gruppe nedsat bestående af ledelsen samt arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant, der skulle fokusere på arbejdsmiljøet, og hvordan man kunne få forandringerne godt fra start.

”Vi besluttede bl.a., at hvert afsnit skulle afsted på to dages internat, hvor vi skulle fokusere på fagligheden og det tværfaglige samarbejde på arbejdspladsen. Vores tanke er, at arbejdsmiljø og faglighed går hånd i hånd, og at en høj faglighed er forudsætningen for et godt arbejdsmiljø og omvendt,” siger Pia Loft.

En tankegang der er helt i tråd med Socialpædagogerne Nordjyllands arbejdsmiljøprojekt, og derfor inddrog gruppen også kredsens socialfaglige konsulent, Dorte Lauenborg Nielsen, i planlægningen af den ene af de to internatdage.

”Vi valgte at tage udgangspunkt i de forandringer, som vi stod i, for vi ville gerne have en dialog om, hvordan vi skulle håndtere dem. Vi har ikke indflydelse på antallet af kroner, som vi får, men vi har indflydelse på, hvordan vi bruger dem – derfor ville vi gerne tale om de ting, som vi selv kunne gøre noget ved,” siger Neel Skovgaard Jensen.

Forumspil og fagligt fokus

På internatdagen sammen med Dorte Lauenborg Nielsen fra Socialpædagogerne Nordjylland arbejdede medarbejderne bl.a. med forumspil, hvor de selv skrev, spillede og bearbejdede små teaterstykker med udgangspunkt i situationer og dilemmaer fra deres arbejdsdag.

”Det var virkelig godt, for vi blev ramt på sanserne og oplevede med kroppen i stedet for intellektet. Det gav en anden fælles forståelse for de situationer, som vi oplever i dagligdagen,” siger Pia Loft.

Også Fagligt Fokus, som er et redskab Socialpædagogerne Nordjylland har udviklet sammen med sine medlemmer, blev brugt på internatdagen. Det er et redskab, som man kan bruge til at undersøge fagligheden i den pædagogiske praksis ved at fokusere på en bestemt handling eller indsats.

”Fagligt fokus er et rigtig godt redskab til at tale fagligt om problemstillingerne og til at komme med ideer og løsninger. Det giver plads til, at forskellige vinkler og fagligheder kommer på banen,” siger Neel Skovgaard Jensen.

Fakta:

Se alle de redskaber som Socialpædagogerne Nordjylland har udviklet med sine medlemmer her.

Nemmere dagligdag

Medarbejderne brugte blandt andet Fagligt Fokus til at tale om, hvordan de håndterer forandringer som fagperson, hvordan de inddrager pårørende, og hvordan de håndterer vikarer mm.

”Vi fik mulighed for at få indflydelse på, hvordan tingene skal fungere, og det har gjort dagligdagen nemmere. Vi fik også taget nogle fælles beslutninger og diskuteret, hvad der er vigtigt,” siger Pia Loft.

Siden internatdagen har personalet på Kvisten arbejdet videre med brugen af Fagligt Fokus og forsøger at få redskabet på banen i dagligdagen fx til at tage konkrete problemstillinger omkring et barn op eller til at tage en dialog om, hvordan overlap skal foregå.

(Offentliggjort den 24. april 2018)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld