Tæt på Limfjorden i udkanten af Løgstør ligger fem moderne huse. Det er Bofællesskaberne Bøgevej. I tre af husene tager de udviklingshæmmede beboere i eksterne dagtilbud, mens beboerne i de sidste to huse er i helhedstilbud. I det ene hus er de ældste beboere, der ikke længere profilere af at skulle af sted i et dagtilbud hver morgen. I det andet hus – Hus D – bor seks multihandicappede unge i alderen 21 til 36 år.
”Fire af de seks unge er i helhedstilbud, fordi de kun kan rumme meget få stimuli. Sanseindtrykkene fylder så meget hos dem, at skiftet til et dagtilbud ville få deres verden til at ramle,” siger Mai Britt Jacobsen, der arbejder i Hus D som social- og sundhedsassistent.
Bofællesskaberne Bøgevej stod færdig i 2009 og rummer en tidligere amtslig institution, som Vesthimmerland Kommune overtog ved kommunalreformen samt to kommunale bofællesskaber. Flere af de unge multihandicappede i Hus D har kommunen taget hjem fra botilbud i andre kommuner. Det er især sket, fordi de unges forældre ønskede at få deres børn tættere på.
Fakta:
Der er 30 beboere på Bofællesskaberne Bøgevej, og stedet er normeret til 43 stillinger fordelt på cirka 50 ansatte. Endnu et hus med plads til seks beboere skal til at bygges her, ligesom Bøgevej snart skal til at bygge eget sanserum.
Der skulle ske noget
”Da institutionen åbnede, var vi i Hus D de eneste, hvor både personalegruppen og beboerne var helt nye for hinanden. Vi brugte meget energi på at lære de unge at kende – også inden åbningen, hvor vi besøgte dem i deres daværende boliger for at få et indblik i deres hverdag og rytmer,” fortæller Anna Grethe Lundgaard Jensen, der er socialpædagog i Hus D.
Den viden blev brugt i udviklingen af helhedstilbuddet, men trods den store research skulle medarbejderne bruge lang tid på at lære beboerne at kende.
”I begyndelsen havde vi det sådan, at der jo skulle ske noget, og at vi skulle ud af huset. Men de ting, som vi planlagde, kunne vi ikke altid gennemføre. Det er nødvendigt, at vi er meget fleksible og tilpasser aktiviteterne til dagsformen. Hvis en beboer er selvskadende eller på anden vis har det dårligt, den morgen, hvor vi har planlagt, at vi skal af sted på tur, så udsætter vi det til en anden gang,” siger Mai Britt Jacobsen.
”Nu hviler vi i, at der ikke behøver at være de store aktiviteter hver dag, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget. Vi øjner hurtigere, når chancen for at komme af sted er der,” siger hun.
Fokus på livskvalitet
Alligevel oplever medarbejderne, at det kan være en faglig udfordring at stå ved, at det nogle gange er meget lidt aktivitet, der er brug for. Det er nemmere at skrive i beboerens dagbog, at i dag har man været på tur, end at i dag har man sunget i lejligheden.
”Typisk kæmper socialpædagoger jo for, at handicappede borgere skal have en hverdag så tæt på det normale som muligt. Men i stedet for at stræbe efter noget, der er så tæt på det normale som muligt, har vi fokus på, hvad der skaber livskvalitet for den enkelte beboer. Men det er en faglig udfordring, for vi skal jo dokumentere, at beboerne ikke bare sidder i deres lejlighed, men at der faktisk foregår et pædagogisk udviklingsarbejde,” siger Anna Grethe Lundgaard.
Medarbejderne gør netop en stor indsats for at lægge vægt på den pædagogiske udvikling i de daglige gøremål og den daglige personlige pleje.
”Men vi kommer faktisk også rigtig meget ud omkring. Derudover får beboerne fysioterapi, zoneterapi og musikterapi i trygge rammer herhjemme, og det er en fordel, at det foregår her, for det gør tilbuddet endnu mere fleksibelt,” siger Mai Britt Jacobsen.
Intet er stationært
Forstander for Bofællesskaber på Bøgevej, Åse Simonsen, lægger vægt på, at helhedstilbuddet er tilrettelagt helt individuelt efter den enkelte beboer.
”Vi vurderer hele tiden, hvad der er bedst for den enkelte. Der er for eksempel lige flyttet en beboer fra Hus D til et af de andre huse. Beboeren var oprindeligt visiteret til et helhedstilbud. Mens han boede her genoptog han sin STU, og det sammen med den pædagogiske indsats her hos os, satte ham i gang med en fantastisk udvikling. Derfor bor han i dag, i et af de andre huse og kommer i ekstern dagtilbud. Han stortrives,” fortæller Åse Simonsen.
Hun mener, at Bøgevej åbner op for nogle helt særlige muligheder for både beboere og medarbejdere.
”Intet er stationært. Hvis en beboer ikke længere har gavn af et dagtilbud eller et helhedstilbud, så er vi fleksible og har mulighed for at finde en løsning her på Bøgevej. Selvom vi er fem huse, så samarbejder vi på tværs. Det har krævet en indsats, men nu ser vi Bøgevej som et fælles sted, hvor vi drager nytte af hinanden,” siger Åse Simonsen.
