Gennem flere år har vi diskuteret anerkendelsesbegrebet som et vigtigt fokuspunkt, når vi drøfter den socialpædagogiske indsats overfor de borgere, vi arbejder med. Anerkendelse er ikke bare ros og klap på skulderen, det er et vidtrækkende begreb om, hvordan man respekterer et andet menneske.
Axel Honneth, tysk professor i politisk filosofi, har beskæftiget sig meget med tænkningen omkring anerkendelse, og han vægter, at alle bliver anerkendt indenfor tre områder, hvis man skal opleve respekt for en som individ. Det gælder privatlivet, hvor man skal have frihed til at være i et gensidigt emotionelt afhængighedsforhold med andre mennesker, det gælder at man respekteres som ligeværdig i retslig forstand, og endelig at man er en aktiv part i det fællesskab, som samfundet er, på lige fod med sine medborgere.
Det er grundstenene i det socialpædagogiske arbejde, og det bliver voldsomt forstyrret af en verden, hvor der er mere fokus på hygiejne end på det enkelte menneske. Når der opsættes særlige faste regler omkring beklædning, adfærd, redskaber og procedurer, hvor det ikke længere er op til aktørerne at lave en faglig vurdering, så er hele grundlaget for et anerkendende samvær truet.
Svend Brinkmann skrev allerede i 2010 i bogen ”Det diagnosticerede liv” sådan her: ”Den målrettede sundhedsindsats på individniveau har erstattet den mindre fokuserede sociale deltagelse og inklusion som socialpolitisk mål. Kun hvis man er sund, er man en del af det gode selskab.” Det er skrevet lang tid før patientsikkerhedstilsynet kastede sit blik på sociale tilbud, men tendensen var til at se også for otte år siden.
Mange arbejdspladser står midt i denne kamp mellem en socialfaglig og en sundhedsfaglig tilgang til de borgere vi arbejder med. I det ene felt argumenterer man med, at borgerne skal anerkendes som ligeværdige borgere, hvor borgerne i det andet felt defineres konkret som patienter. Det er samtidig en kamp mellem de socialfaglige bløde værdier, som bygger på holdninger og argumenter mod en sundhedsfaglig, hvor der kan måles på konkrete risici. Med Brinkmanns ord i baghovedet om tidens trend, er der grund til at være meget opmærksom.
I dette nummer af ”Indsigt” handler det blandt andet om arbejdstøj, som jo er et symptom, som kommer ud af en sundhedsfaglig tilgang til borgerne. Sundhedsfaglige instrukser om arbejdsgange på arbejdspladsen er et andet symptom. Som socialfagligt personale, der arbejder med nogle af de mest udsatte, er vi forpligtiget til at sikre at respekten for det enkelte menneske og deres ret til et selvstændigt liv, hvor hver enkelt anerkendes på lige fod med alle andre, og ikke underkues af en sundhedsfaglig dagsorden.
Det betyder ikke, at man skal ignorere de sundhedsfaglige opmærksomhedspunkter, det ville være tåbeligt. Men der skal være en balance, som først og fremmest sikrer borgerne retten til deres eget liv, hvor de ikke er patienter. Det er en kamp vi må tage, hver gang vi oplever at de borgere vi arbejder med, bliver klientgjorte. Hvis ikke vi tager den kamp, så svigter vi vores etiske værdier.
Så selv om man kan være i tvivl om, hvor vi er på vej hen, så skal vi som faggruppe forfølge de rettigheder borgerne har i de internationale konventioner, i serviceloven og i vores etiske værdigrundlag. Ingen må anskues som patient i sit eget liv.
(Offentliggjort den 5. oktober 2018)
