2018 står ny og ubrugt foran os, men der er udfordringer, som venter. Ikke mindst med baggrund i statsministerens nytårstale, som stort set handlede om flygtninge/indvandrere, men også andre ”ikke produktive” grupper.
Det er en forfærdelig retorik, der bliver brugt, uanset om man forsøger at pakke det ind i pæne ord, eller man taler mere direkte ud af posen. Som socialpædagogisk personale møder vi mange af de grupper, der tales om, og jeg har fået nok af, at man forventer taknemmelighed fra de grupper, som er afhængige af fællesskabet.
Skal mennesker på kontanthjælp føle sig taknemmelige over det, de får, skal flygtninge og indvandrere være taknemmelige over, at de må være her, skal anbragte børn og unge være taknemmelige over, at der er et tilbud til dem, skal handicappede være taknemmelige over, at der tilbydes dag- og døgnforanstaltninger? Spørger man mig, vil jeg sige nej.
Hvis det var sådan, at man respekterede alle disse grupper som ligeværdige og tilbød ordentlige vilkår, som betød, at de kunne leve et sammenligneligt liv med andre borgere i det her land, så var taknemmelighed måske på sin plads. Men det er ikke det, som er tilfældet.
Kontanthjælpsmodtagere bliver gentagne gange udstillet som folk, der udnytter og nasser på systemet. Flygtninge og indvandrere er Danmarks største problem, hvis vi lytter til statsministerens nytårstale, og de bliver alle sat i samme bås. Vi hører ofte om, at anbragte børn og unge er udgiftstunge for kommunerne, og giver anledning til, at man ikke kan bruge flere penge på normalområdet. Handicappede har fået ringere og ringere vilkår for at deltage i det almindelige samfundsliv, og af og til er de mere eller mindre helt isoleret for deltagelse på visse tider i ugen.
Bliver man italesat og behandlet på den måde, er der ikke meget at være taknemmelig for, men viser man utaknemmelighed eller blot frustration over sine livsvilkår, så bliver retorikken en anelse hårdere, hvad vi har set masser af eksempler på.
Vil vi for alvor tage fat på at inkludere og integrere flest muligt i normalsamfundet, som vi kalder det, så kræver det langt mere respekt og anerkendelse af de særlige udfordringer, man har indenfor de nævnte grupper. At tro det bedste middel er at hænge folk mest muligt ud og sætte dem i håbløse situationer for at inspirere til en ændring af tingenes tilstand er i bedste fald naivt.
Måske er det på tide, at alle vi som har de sociale relationer i orden, har arbejde og materielle ting på plads, og mulighed for ind imellem at prioritere, viser taknemmelighed over, at vi lever i et rigt samfund, hvor vi kan støtte andre, som har brug for fællesskabet, hvis blot vi ville. At vi gør det på en måde, som er et udtryk for et reelt ønske om inklusion og integration, fordi vi gerne vil vores medmennesker det bedste og ser dem som ligeværdige medborgere uanset deres forudsætninger. Det ville betyde, at vi atter kunne få velfærdssamfundet til at fungere på den oprindelige tanke om et velfærdssamfund.
Et velfærdssamfund som bygger på at tage vare på hinanden og ikke kategoriserer efter nyttegrad. Kunne vi det, var det muligt, at alle kunne være taknemmelige over det heldige sted på jorden, vi lever.
(Offentliggjort den 3. januar 2018)
