Kommunen opsagde plejekontrakten uden, at plejefamilien fik mulighed for at komme med en udtalelse. Da opsigelsen af plejekontrakten var delvist begrundet i plejefamiliens forhold, mente Socialpædagogerne Nordjylland, at kommunen havde brudt forvaltningsloven og klagede derfor til Statsforvaltningen.
Statsforvaltningen er enig og udtaler i sin afgørelse, at opsigelsen af plejekontrakten i forvaltningsretlig henseende må sidestilles med en afskedigelsessag, og derfor træder forvaltningslovens bestemmelse om partshøring i kraft. Statsforvaltningen udtaler derfor, at den kommunale myndighed har handlet i strid med forvaltningslovens bestemmelse om partshøring.
”Statsforvaltningens udtalelse ændrer ikke noget, og den får heller ikke konsekvenser for kommunen i form af bøde eller lignende. Men plejefamilien er naturligvis meget påvirkede af hele situationen, så for dem er det et lille plaster på såret at vide, at de burde have været hørt, og at kommunen brød loven,” siger Dorrit Clausen, faglig konsulent i Socialpædagogerne Nordjylland.
”Samtidig går jeg da stærkt ud fra, at afgørelsen betyder, at kommunen ikke glemmer partshøring i sådan nogle sager fremover,” siger hun.