Selv om rammerne ofte er en hindring for, at man kan udfylde intentionerne og målene med sit arbejde, så er den personlige tilgang, man har til arbejdet, meget væsentlig for de borgere, man arbejder med.
Sådan er det for socialpædagoger over hele verden, men der er meget forskellige vilkår for arbejdet. Det er ikke lige meget, om man arbejder i en boform i Aalborg, i en landsby som er etableret på en losseplads i Rio de Janeiro, eller i et tilbud for sindslidende i Barcelona. Uanset forskellene, så kan vi lære megen faglighed af hinanden, ligesom vi kan inspirere hinanden til nye måder at se arbejdet på.
Derfor er det vigtigt at bidrage positivt i det internationale arbejde med den faglighed og den tilgang, vi har til arbejdet. Hvordan det konkret gøres i et enkelt tilfælde, er beskrevet i dette nummer af INDSIGT.
Det sker på verdenskongressen i AIEJI i Luxembourg, fra den 2. til 5. april i år.
AIEJI er verdensorganisationen for socialpædagoger, så her vil der være socialpædagoger fra mange lande og verdensdele. Har du mulighed for det, så kan det anbefales at deltage.
Internationalt arbejde er også den direkte kontakt mellem socialpædagoger i forskellige lande, hvor man kan bruge hinandens viden og erfaringer i den konkrete dagligdag, og der findes flere nordjyske socialpædagoger, som har denne form for kontakt rundt om i verden.
Som socialpædagoger har vi holdninger til det arbejde, vi udfører. Holdninger der handler om det enkelte menneske, om socialpolitikken, og om vores egen måde at udføre arbejdet på.
Det er nødvendigt, når vi arbejder med mennesker, som har brug for fællesskabet.
Det vil derfor være naturligt, at vi som socialpædagoger også forholder os til den verden, der omgiver os, og vilkårene for vores medmennesker, uanset om de bor i Danmark, Brasilien eller Spanien. Her er der mange, som også har behov for fællesskaber.
Det betyder ikke, at vi alle skal deltage aktivt i internationalt arbejde, uanset om det er fagligt samarbejde eller humanitær bistand. Det betyder, at vi forholder os til det, som sker i verden, så vi ikke blot ser væk, når vi møder hende med ”Hus forbi” på gågaden, ignorerer det faktum, at børn misbruges i Rio de Janeiro, eller at unge er arbejdsløse i tusindtal i Barcelona.
