”Socialpædagoger har ofte berøringsangst, når det handler om borgernes sundhed. Jeg tror, det bunder i, at de mangler redskaber og ikke har lyst til at være sådan nogle sure pædagoger, der går rundt og siger, at borgerne skal stoppe med at spise slik og drikke cola.”
Sådan siger René Buch Nielsen, der er ansat i Center for forskning og udvikling på social- og sundhedsområdet (CFK), og i godt to år har været leder af projektet ’Indflydelse på egen sundhed’, som sker i et samarbejde mellem Lemvig, Mariagerfjord, Morsø, Struer og Viborg Kommuner.
Fakta:
Projektet ’Indflydelse på egen sundhed’ kører frem til juli 2014, det er finansieret gennem Sundhedsstyrelsens pulje til sundhedsfremme for socialt udsatte og sårbare grupper.
Projektets mål er at øge sundheden og trivslen for borgere med udviklingshæmning. Flere undersøgelser viser, at denne gruppe borgere er særligt udsatte i forhold til livsstilssygdomme. Tilmed har de ikke samme adgang til informationer og sundhedstilbud som andre, og de kan også have svært ved at benytte disse tilbud.
Projektet har udviklet nye metoder til sundhedsfremme for målgruppen – bl.a. gennem udvikling af en særlig sundhedsmåling samt uddannelse af sundhedsguider blandt borgere og medarbejdere.
Sundhed er et dilemma
René Buch Nielsen har i en årrække beskæftiget sig med forskellige projekter, der har haft fokus på at øge udviklingshæmmedes indflydelse på eget liv. Her har et tilbagevendende diskussionsemne ofte været borgernes sundhed og selvbestemmelse.
Diskussionerne handler ofte om, hvor grænsen går for, hvad man som socialpædagog kan blande sig i, når det drejer sig om borgernes sundhed, hvad kan man egentlig gøre – og skal man overhovedet gøre noget, for er det ikke borgerens eget ansvar?
”I vores projekt har vi valgt at sige, at sundhed ikke er borgerens eget ansvar. Borgerne har et medansvar, og vi må derfor samarbejde om deres sundhed,” siger René Buch Nielsen.
I det samarbejde spiller socialpædagogerne, der er tæt på borgerne, en væsentlig rolle, men det gør kommunernes sundhedscentre også. Et mål i projektet er derfor også, at målgruppen skal have adgang til sundhedscentrene, og at der skal skabes tilbud her, som netop er målrettet udviklingshæmmede borgere.
”Vi vil gerne have socialpædagogerne til at få øjnene op for, at der faktisk er et sundhedscenter i kommunen, som ved rigtig meget om sundhed, og samtidig vil vi gerne have sundhedscentrene til at få øjnene op for de udviklingshæmmede som målgruppe. Men det har også været helt centralt for projektet, at borgerne selv skulle på banen og fortælle om deres behov,” siger René Buch Nielsen.
Han mener, at socialpædagogerne kan lære noget af sundhedsmedarbejdernes tilgang til sundhed:
”Mange pædagoger tænker på det hele menneske og på livskvalitet, og de har lidt den tankegang, at det kan da godt være at borgerne er for tykke, men at det jo handler om, at de skal have et dejligt liv og være glade. Mens sundhedspersonalets tilgang er, at det kan da godt være, at borgerne har et dejligt liv, men de får bare ikke et særligt langt liv, hvis der ikke bliver gjort noget, så de taber sig.”
Sundhedsguider i makkerpar
Projektet har uddannet 34 sundhedsguider i 17 makkerpar bestående af en socialpædagog og en borger. Sundhedsguiderne tog en fem dage lang uddannelse sammen.
”Det var grænseoverskridende for mange – både borgere og socialpædagoger – at de skulle være makkere,” siger René Buch Nielsen
Makkerparrene skulle lave øvelserne på uddannelsen sammen, og den første dag skulle de for eksempel fortælle hinanden tre ting, som de ikke var gode til. Bagefter skulle de fremlægge i plenum, hvad den anden havde fortalt.
”Det var akavet for mange af deltagerne. Socialpædagoger er jo meget empatiske mennesker, men jeg tror ikke, at de normalt fortæller så meget om dem selv til borgerne – og slet ikke, hvad de ikke er gode til. Og for borgerne var det ret underligt, at de pludselig skulle høre på, hvad pædagogerne ikke var gode til,” siger René Buch Nielsen.
Foredrag og fodbold
Forventningen til sundhedsguiderne har ikke været, at de skulle ændre sundhedsbilledet blandt udviklingshæmmede, men at de skulle sætte nogle diskussioner i gang blandt dem – for eksempel med foredrag eller på temadage. Men sundhedsguiderne har brugt deres uddannelse til meget andet end det.
”Nogle har brugt uddannelsen til at arbejde med deres egen sundhed og ændre ting i deres eget liv, mens andre har været vildt aktive og har startet rigtig mange initiativer op blandt andet i samarbejde med sundhedscentret,” fortæller René Buch Nielsen.
Der er blevet startet fodbold og gymnastikhold op, som har fået stor tilslutning, og livsstilsgrupper, slankekurser, sundhedscafeer er også blandt de mange initiativer. Dertil har Struer Kommune valgt, at sundhedsguideuddannelsen skal være et fast forløb på STU.
Udviklet egen sundhedsmåling
Borgerne har også selv været med til at bestemme, hvilke spørgsmål, der skulle indgå i den særlige sundhedsmåling, som projektet har udviklet. Målingen består både af et par test af blodtryk og blodsukker, som det er frivilligt, om man vil tage, samt en lang række spørgsmål om alt fra tænder, om man er glad for at bo, hvor man bor, om man har venner, om man ved, hvorfor man får medicin, om man bliver træt eller dårlig af medicinen, om man selv må bestemme, hvad man spiser osv.
”Sundhedsmålingen er tænkt som et pædagogisk redskab. Borgerne får en færdigprintet profil med sig hjem, og den kan deres kontaktpædagog bruge som et afsæt til en dialog om sundhed,” siger René Buch Nielsen.
Fakta:
I 2012 fik 26 pct. af projektdeltagerne det nogen gange dårligt eller blev trætte, når de fik medicin. I 2013 var tallet faldet til 8 pct. Samtidig er andelen, der dyrker sport, steget med 10 pct. fra 2012 til 2013.
Projektet har lavet to sundhedsmålinger på i alt 200 personer – både ved projektets begyndelse og igen efter et år. I løbet af det år er der sket et markant fald i antallet af borgere, der oplever, at de bliver trætte eller dårlige af deres medicin, der er ikke længere nogen, som ikke har nogen at snakke med, hvis de er kede af det, og 10 pct. flere dyrker motion og sport.
”Nu er der kommet nogle tilbud og aktiviteter, som borgerne gider, og som de selv har været med til at starte op. Det gør en stor forskel,” siger René Buch Nielsen.
Samtidig har sundhedsprofilen givet anledning til, at mange er blevet mere bevidste om deres medicinforbrug, og mange har været ved lægen og fået det tjekket og justeret. Til gengæld har der ikke været en positiv virkning på borgernes BMI:
”Vi havde selvfølgelig håbet på, at den fysiske tilstand ville blive forbedret hos borgerne, men vores tilgang har været at lade dem selv bestemme, hvad der er vigtigt at forbedre i forhold til deres egen sundhed,” siger René Buch Nielsen.
(udgivet den 7. april 2014)
