Emner

Vi er klar til mere tillid og frihed

Der skal mere tillid, ansvar og frihed til de offentligt ansatte. Sådan lyder det fra den samlede regering, som har udtalt, at de vil i mål med frisætning af det offentlige arbejdsmarked. Vi er klar til mere tillid og mere frihed, men det må ikke gå ud over hverken borgernes og de ansattes rettigheder.

Frisætning af offentligt ansatte var det helt store emne på Kommunernes Landsforenings topmøde forleden i Aalborg, hvor politikerne gang på gang pointerede, at de virkelig mener det denne gang.

Det er nemlig ikke nye toner. Vi har hørt det før med forskellige navne. Tillidsreform var et af de seneste, som aldrig blev til noget andet end, at for hver regel man fjernede, blev der sat to nye, så det reelt blev det modsatte af en tillidsreform.

Nu handler det om frisætning. Tager man ordets betydning, er det noget af en erkendelse, regeringen er kommet til, da frisætning betyder at frigøre fra hæmmende, begrænsende, kontrollerende eller undertrykkende vilkår.

Bedre tid til socialpædagogisk arbejde

Vi vil hilse frisætning velkommen på det socialpædagogiske område, men man skal også være bevidst om, at vil man sætte et arbejdsområde fri, skal man være præcis om, hvad man sætter i stedet, så både borgernes og de ansattes rettigheder sikres. Det vil vi gerne være med til at drøfte, og vi kan sagtens pege på områder, hvor tillid og ansvar til de ansatte kan erstatte kontrol og formynderi af borgerens tilværelse.

Det fælles mål må være, at vi sikrer bedre tid til det socialpædagogiske arbejde sammen med borgerne, da det er det, som skaber forandring i borgernes liv. At der bliver tid til at udfolde udfordringer, oplevelser og samvær frem for tid til at servicere systemer.

Og er man i tvivl om, at der er systemer, som skal serviceres, så kan man se på væksten i statens styrelser og departementer. De sidste 5 år er styrelserne vokset med 41%, og departementerne med 32% i antal ansatte. Man kan være sikker på, at meget af det de laver, rammer kommunerne og regionerne og i sidste ende arbejdspladserne, som påvirker tid til fokus på borgerne og de ydelser, de visiteres til, i negativ retning.

Ikke lavet i en ond mening

Lad mig give et eksempel. Ser man på den nye voksenudredningsmodel, kaldet 2.0 udgaven, som skulle reducere kompleksiteten fra første version, så kan man læse de gode intentioner på de første tre sider. Men det samlede værk er en bog på 203 sider, og til sidst er det vanskeligt at finde det almindelige liv for en borger i teksten. Vil man opleve andet af samme skuffe, så kan man sætte sig til at læse vejledninger og bekendtgørelser til serviceloven.

Intet af det er lavet i en ond mening, men når et system begynder at tolke på det, som systemet selv har udarbejdet, så tyder det på, at der til sidst er så meget tekst og så mange regler, der medfører, at man for en sikkerheds skyld må tage alle tænkelige forholdsregler i praksisfeltet.

Og det bliver borgeren, som ender som taberne, fordi fokus er andre steder end på dem, og det kan skabe et arbejdsmiljø, hvor man som socialpædagog ikke ser tilstrækkelig mulighed for at kunne bruge sin viden og erfaring på arbejdet med borgerne.

Frisætning skal erstattes af aftaler

Som et medlem skrev i en af vores medlemsundersøgelser:

”Borgernes liv er meget veldokumenteret, men tømt for oplevelser”.

Så vi er klar til frisætning, som består af at fjerne regler, kontrol og dokumentation, som ikke har betydning for borgernes tilværelse. Men vi vil også kræve, at det erstattes af aftaler, som sikrer borgernes og de ansattes rettigheder. Vi tror på, at de ansatte kan tage ansvar, og vi ved, at de har den faglighed, der skal til, blot man sikrer, der er tilstrækkeligt socialpædagogisk uddannet personale til opgaveløsningen.

Venlig hilsen

Peter Kristensen, kredsformand

(Offentliggjort den 12. april 2023)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld