Emner

Vi kan lære af verden

Der er ingen steder, man lærer sit fædreland så godt at kende som i udlandet.

Ordene har Soya udtalt, og det gælder også for det socialpædagogiske arbejdsområde.

AIEJI, som er den verdensomspændende organisation for socialpædagoger, har netop holdt verdenskongres i Luxemburg. Her var der socialpædagoger fra Japan, Israel, Italien, Norge, Island, Brasilien, Argentina, Ghana, Sydafrika og rigtig mange andre nationer, som i fire dage drøftede og præsenterede deres arbejde for hinanden.

I Danmark har vi ofte en opfattelse af, at vi er rigtig langt fremme i forhold til den måde, vi behandler de svageste medborgere på. Det er sandt på nogle områder, men en illusion på andre. Når man lytter til alle de kolleger, vi har rundt om i verden, finder vi ud af, hvor meget vi kan lære af dem, men også at vi kan lære dem meget.

Vi taler meget om, hvordan vi i Danmark sikrer beskæftigelse til alle borgere, men glemmer ofte de handicappede. I Italien, Tyskland og på Island er de langt bedre til at inkludere handicappede på en måde, som er en naturlig del af arbejdsmarkedet. Det kan være via krav om socialt ansvar til virksomhederne eller tradition for inklusion, mens vi i Danmark har mere fokus på aktivitets- og samværstilbud, når vi taler om handicappede.

Vi taler meget om handicappedes ret til selvbestemmelse, mens der fra politisk side drøftes, hvordan botilbud til handicappede skal se ud. Det gælder placering og indhold i tilbuddene uden, at de borgere, det handler om, bliver inddraget i processerne. Andre steder som f.eks. i Luxemburg, laver man let læselige og illustrerede dokumenter som redskab til at fortælle handicappede om deres rettigheder, fordi man ønsker, at de blander sig.

Som faggruppe er vi langt fremme i forhold til en etisk tilgang til arbejdet, hvilket jeg oplever som et stærkt særkende ved nordiske socialpædagoger. Ikke sådan at andre ikke har det, men vi har dyrket det som en væsentlig del af vores arbejde, og her kan vi bidrage til udviklingen i andre lande.

Det er blot et par eksempler på områder, hvor vi kunne lære noget af hinanden, der findes mange ideer, metoder, teorier og praksiseksempler, hvor vi med fordel kunne udveksle viden med hinanden for at udvikle det socialpædagogiske fag og for at udfordre vanetænkning.

Endelig så er det rart at mødes i en sammenhæng, hvor mange undrer sig over begreber som anden generations indvandrere, da de lever i samfund, hvor man oplever det som et flerkulturelt samfund. Her er respekten for det enkelte individ ikke noget, der er målt ud i forhold til, hvor du kommer fra eller hvilken etnisk baggrund, du har.

Som Ney fra Brasilien sagde til mig, da vi en sen aftentime sad og drøftede kulturforskelle i vores lande. ”Jeg er meget hvid i huden, jeg kan ikke spille fodbold, jeg har ikke en sambarytme i kroppen. Det gør mig ikke til mindre brasilianer, jeg er blot lidt anderledes. Man må tage folk for, hvad de er som mennesker.”

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld