”En meget svær situation.”
Så kort kan Rikke Brøgger beskrive forløbet omkring indførelsen af helhedstilbud til de handicappede borgere i Brønderslev Kommune. Borgere, der i årevis – nogle helt op til 25 år, havde haft deres daglige gang på Værkstedet i Dronninglund og Aktivitetshuset i Brønderslev.
Rikke Brøgger var tillidsrepræsentant for socialpædagogerne, der arbejdede i de to dagtilbud, og hun var selv ansat på Værkstedet i Dronninglund, som lukkede den 15. april i år på grund af indførelsen af helhedstilbud.
”Selvom vi var meget kede af, at vores arbejdsplads skulle lukke, så kunne vi jo godt se, at det kunne være godt for nogle af brugerne at få et helhedstilbud. Vi havde den klare opfattelse, at helhedstilbuddet skulle være til de borgere, der ville kunne få gavn af det, mens resten stadig skulle i dagtilbud,” siger hun.
”Men det viste sig, at vi tog fejl,” siger Rikke Brøgger i dag.
Ingen hensyn til den enkelte
”Projektet tog en helt anden drejning, end vi havde regnet med,” fortæller hun.
Det begyndte ellers meget godt. Kommunen satte en proces i gang med en række arbejdsgrupper, som skulle opsamle medarbejdernes viden, synspunkter og forslag til, hvordan opgaverne med borgernes dagtilbud kunne løses i fremtiden.
”Men mit klare indtryk er, at arbejdsgruppernes input aldrig blev brugt. Godt en måned efter, at arbejdsgrupperne var blevet nedsat, blev vi pludselig informeret om, at kommunen havde besluttet at indføre helhedstilbud for de Brønderslev-borgerne, der var på Værkstedet eller Aktivitetshuset, og som boede i botilbud eller bofællesskab,” siger Rikke Brøgger.
”Med ét var det ikke de svageste af vores brugere, der skulle have et helhedstilbud, men alle Brønderslev-borgere – uanset deres funktionsniveau. Også de bedst fungerende blev visiteret til et helhedstilbud, og der skete ikke en reel individuel vurdering af deres behov,” siger hun.
Meget ærgerligt
”Både vi og borgerne var bare brikker i et politisk puslespil. Borgerne var utroligt forvirrede og fortvivlede, og det var meget svært for medarbejderne at skulle forsvare og forklare en beslutning, som vi ikke havde haft indflydelse på, og som vi ikke var enig i,” siger hun.
Både Værkstedet i Dronninglund og Aktivitetshuset i Brønderslev har eksisteret i 25 år, og en stor del af både medarbejderne og brugerne har været med fra begyndelsen.
”Værkstedet var et rigtig godt sted, og det er Aktivitetshuset også, med en høj pædagogisk faglighed og nogle meget fleksible medarbejdere, som faktisk var klar til forandringer, og som havde en masse input og viden i den forbindelse. Derfor er det så ærgerligt, at kommunen kun tænkte i hurtige besparelser,” siger Rikke Brøgger.
Hun er en af de medarbejdere, der blev omplaceret til et andet job. Men hun valgte at sige op, da hun i det nye job skulle arbejde med en målgruppe, hvor hun ikke oplevede, at hun kunne udnytte sine kompetencer. I dag læser Rikke Brøgger til socialrådgiver på Aalborg Universitet.