Netværk og nye kvalifikationer kan være med til at gøre nyuddannede socialpædagoger mere attraktive på arbejdsmarkedet. Derfor har Socialpædagogerne Nordjylland i samarbejde med UCN act2learn udviklet et særligt trainee-forløb, der er målrettet dimittender, som endnu ikke har fået deres første job.
I uge 39 begyndte 16 nyuddannede dimittender på det 12 uger lange forløb, der kombinerer fire ugers efteruddannelse i neuropædagogik med otte ugers praktik på socialpædagogiske arbejdspladser.
”Det handler om, at få dimittenderne i gang på arbejdsmarkedet, inden et nyt hold af nyuddannede kommer ud og måske overhaler dem indenom. Derfor forsøger vi med dette forløb både at give dem nogle eftertragtede kompetencer og en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet gennem praktikforløb, hvor de kan afprøve deres nye viden i praksis,” siger Christian Krogh Brusgaard, jobkonsulent i Socialpædagogernes A-kasse.
Stor interesse
Det er helt bevidst, at forløbet mikser efteruddannelse med praktik, og at det er neuropædagogik, som dimittenderne bliver undervist i, fortæller Christian Krogh Brusgaard:
”Arbejdspladserne i Nordjylland efterspørger medarbejdere, der ved noget om neuropædagogik. Dertil får deltagerne mulighed for at afprøve den nye viden, hvilket helt sikkert giver noget ekstra rent læringsmæssigt.”
Interessen fra arbejdspladserne har da også været helt overvældende, og Socialpædagogerne Nordjylland har fået tilbud om tre gange så mange praktikpladser, som der var brug for.
Fokus på job
Udover undervisningen i neuropædagogik får deltagerne også udarbejdet en personlig kompetenceprofil af UCN act2learn.
”Den nye teoretiske viden og den praktiske erfaring med at sætte den i spil på en arbejdsplads gør det nemmere for deltagerne at sælge sig selv, når de søger job. Dertil giver den personlige kompetenceprofil deltagerne et tydeligt billede af deres egne kompetencer, og de bliver bedre til at præsentere deres personlige styrker, når de søger job,” siger Christian Krogh Brusgaard.
Her midt i forløbet har flere af deltagerne allerede haft succes med deres jobsøgning og har fået job. Derfor håber Socialpædagogerne Nordjylland også at kunne lave et eller to lignende forløb i 2016.
Offentliggjort den 9. november 2015