Emner

Åben café er en rigtig god idé

Socialpædagogerne Nordjyllands to cafémøder i Skagen og Nykøbing Mors blev positivt modtaget af medlemmerne, som var glade for at få en uformel snak med deres fagforening.

”Det er et rigtigt godt initiativ.” Sådan lyder meldingen fra socialpædagogerne Morten Støckler og Maja Hansen, der var blandt dem, som mødte op til Socialpædagogerne Nordjyllands åben café i Skagen. Derudover har kredsen i løbet af efteråret også holdt cafemøde i Nykøbing Mors. Her har medlemmerne kunnet mødes med deres kolleger over en kop kaffe og et stykke kage og snakke med valgte og ansatte fra kredskontoret i Nørresundby.

Et positivt initiativ

Til daglig arbejder Morten Støckler og Maja Hansen på Bofællesskabet Kirkevej i Skagen, og efter arbejde er de i dag mødt op på Bodilles Kro til kaffe og kage og en hyggelig snak med Socialpædagogerne Nordjylland.

Morten Støckler mener, at det er vigtigt, at Socialpædagogerne kommer ud i kredsen og er synlige.

”Socialpædagogerne er jo synlige for os, og vi kan altid ringe eller skrive til dem, ligesom vi har en tillidsrepræsentant på vores arbejdsplads, som vi bruge. Men derfor er det alligevel vigtigt, at vores fagforening også kommer ud i kredsen og er synlige, så vi kan mødes med dem og diskutere de problemstillinger, som vi oplever inden for vores område. Derfor er de her cafémøder et rigtig positivt initiativ,” siger Morten Støckler.

Maja Hansen er enig:

”Det er rart, at Socialpædagogerne kommer og viser flaget her i Skagen og tydeliggør, at de også er der for os. Vi har dem jo ikke lige rundt om hjørnet,” siger hun.

Fik en god snak

Morten Støckler havde ikke nogen konkrete spørgsmål, som han mødte op for at få svar på, men han fik en god snak med kredsens valgte og medarbejdere om, hvordan det ser ud generelt i samfundet, og hvad det betyder for det socialpædagogiske område – og for normeringen og serviceniveauet i kommunerne.

”Der sker en masse nedskæringer inden for vores området, og vi fik talt om, hvad Socialpædagogerne Nordjylland gør for at sikre vores arbejdsvilkår. Det er nogle snakke, som vi ikke lige får taget på arbejdspladserne, og derfor er det godt med sådan et cafémøde, hvor vi kan få talt de ting igennem. Der har Socialpædagogerne helt klart fanget, at der er et behov. Det er meget positivt, og det skal de bestemt blive ved med,” siger Morten Støckler.

Bekymret for deltidsarbejde

Maja Hansen var også glad for at kunne få en uformel snak med sin fagforening om de ting, som fylder på hendes arbejdsplads.

Maja Hansen er glad for, at Socialpædagogerne Nordjylland kom til Skagen og viste flaget.

”Vi er for eksempel bekymrede, fordi kommunen i stigende grad vil have deltidsansatte fremfor fuldtidsansatte. Når fuldtidsansatte stopper, bliver deres stillinger ikke slået op som fuldtidsstillinger igen, og andre steder i kommunen oplever socialpædagoger, at de bliver presset på deltid,” siger Maja Hansen.

”Men udover at kunne få vendt nogle aktuelle bekymringer, så var det først og fremmest hyggeligt, at kredsen kom til Skagen og snakkede med os,” siger hun.

(Offentliggjort den 22. oktober 2019)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld