Da Vagn Laustsen som ung mand i 1959 blev ansat på anstalten i Hammer Bakker, havde han nok ikke troet, at han først for alvor ville forlade stedet igen som 80-årig. Men sådan blev det, for efter han gik på pension for tyve år siden, skabte han Museet i Hammer Bakker. Det giver et grundigt historisk indblik i, hvordan tingene foregik på det socialpædagogiske område før i tiden. Og han stopper først med udgangen af august, lige efter han er fyldt 80 år.
”Jeg har haft det godt her, og det har været det hele værd. Jeg ville jo heller ikke bruge så stor en del af min pensionisttilværelse på det her, hvis jeg ikke havde haft et godt forhold til min arbejdsplads. Men nu skal der ske noget nyt,” siger Vagn Laustsen.
Han har bl.a. planer om at holde foredrag om Hammer Bakker, og han er allerede booket til de første to i efteråret.
Du vænnede dig til det
I dag har museet omkring 1.100 besøgende om året. Det er fortrinsvis studerende og efterlønsgrupper, som gerne vil have et indblik i, hvordan tingene foregik før i tiden på anstalten. Men også tidligere brugere og pårørende kommer på besøg. Vagn kan både fortælle dem om kommandobadene, kæft, trit og retning og fremvise forskelligt grej til fastspænding af borgerne og utallige andre klenodier.
”Det er vigtigt at udbrede kendskabet til et område, som ikke særlig mange kender til. De studerende spørger mig tit, om jeg kan sove om natten, når jeg har været med til den slags ting. Og det var da ubehageligt, men du vænnede dig jo til det. I dag taler man til brugerne som ligeværdige mennesker, men tiden var bare en anden dengang. Faktisk er jeg glad for, at jeg var elev dengang og ikke i dag. Der er jo ikke tid til brugerne i dag, for medarbejderne er hårdt pressede på ressourcerne,” siger Vagn Laustsen.
”Vi var ansat til at passe og pleje brugerne og holde ro og orden. Vi gik ikke til et hav af møder, ligesom vi heller ikke gik rundt med overfaldsalarmer, som mange gør i dag. Den der robusthed, som vi andre er opdraget med, er der ikke i dag. Der er heller ikke den samme respekt for de ansatte som dengang,” siger han.
Mange gode oplevelser
Vagn Laustsen blev ansat den 1. april 1959 på Avlsgården, hvor der var 80 borgere, hvoraf en del af domsanbragte. Et halvt år efter fik han arbejde på den lukkede afdeling, hvor der var plads til 12 borgere, men der boede 24. Nogle af dem var fikseret 24 timer i døgnet.
”Hvis man kunne klare sig som ansat på den lukkede afdeling, så kunne man klare sig alle steder, for så havde man været igennem skærsilden,” fortæller han.
I 1966 fik han ansvaret for træværkstedet, hvor han var i 30 år. Det var dagbeskæftigelse for borgerne, som reparerede og fremstillede møbler og børster mm. Der var 15 borgere på værkstedet ad gangen, og igennem de 30 år, hvor Vagn arbejdede der, havde han i alt 194 borgere igennem.
”Og jeg kan huske hver og en af dem,” siger han.
Det var især en stor glæde for ham at se, hvordan hans arbejde med borgerne fik dem til at udvikle sig og fungere bedre.
”Mange af dem var hidtil blevet passet af forældrene, som havde overbeskyttet dem. Men her stillede vi krav til dem, og så viste de, at de kunne meget mere end forventet. Jeg har haft mange gode oplevelser med at få brugerne til at fungere bedre,” siger Vagn Laustsen.
Vil kigge forbi
Han begyndte at samle på ting fra anstalten for 35 år siden. I begyndelsen lå museet på en sovesal på afdeling D, men senere overtog museet maskinmesterens tjenestebolig – der også har været overlægebolig, lægebolig og personalebolig – på Stormosevej 4.
”I perioder har jeg været her dagligt, for min kone døde for ni år siden, og jeg har ingen børn, så det har været godt at have noget at gå op i,” siger Vagn Laustsen.
Han ved også godt, at det nok bliver svært at holde sig helt væk fra museet.
”Jeg skal ikke blande mig i, hvordan og hvem der skal drive museet fremover, men jeg kan nok ikke lade være med at kigge forbi indimellem,” siger han.
(Offentliggjort den 3. juli 2017).
