I tre år har Surfgaarden i Thy fungeret som rehabiliteringstilbud for veteraner og andre med posttraumatisk stress (PTSD). Surfgaarden er ejet af Fonden Kvadderkjær, som nu har åbnet endnu et specialiseret botilbud i Thy til hjemvendte veteraner med alvorlige psykiske problemer. I den forbindelse har fonden besluttet at tegne overenskomst med Socialpædagogerne Nordjylland.
”Vi har vundet et statsligt udbud, hvor det er et krav, at vores personale er ansat under overenskomstlignende forhold. Samtidig vil vi gerne signalere, at vi ønsker at give vores medarbejdere ordentlige ansættelsesvilkår, og det gør vi bedst ved at tegne overenskomst,” siger Anders Petersen, der er forstander på både Surfgaarden og det nyåbnede botilbud Vesterhavsgaarden, som begge er omfattet af overenskomsten.
Bruger havet og naturen som terapi
Surfgaarden, der åbnede i marts 2020, råder over i alt 19 pladser, som bruges til både kortere og længerevarende rehabiliteringstilbud til mennesker, der er ramt af PTSD. Rehabiliteringstilbuddet holder til på en stor gård i Snedsted tæt på Vildsund og Limfjorden og ikke langt fra Cold Hawaii og Vesterhavets bølger.
Som navnet antyder, udnytter Surfgaarden sin unikke beliggenhed ved at inddrage surfing og andre friluftsaktiviteter i og omkring Vesterhavet som terapeutiske elementer i arbejdet med de PTSD-ramte beboere.
Flertallet af beboerne på Surfgaarden er veteraner, men på botilbuddet er der også politibetjente, fængselsbetjente, socialrådgivere og pædagoger, som har udviklet en posttraumatisk belastningsreaktion, fordi de måske er blevet overfaldet eller truet på deres arbejde.
Nyt botilbud til de mest udsatte veteraner
Det nye botilbud Vesterhavsgaarden, som også er omfattet af overenskomstaftalen, åbnede i januar i et tidligere feriecenter ved Agger i Thy. Det retter sig mod særligt udsatte veteraner, som udover svære psykiske efterreaktioner også ofte kæmper med misbrug og andre sociale udfordringer. Heriblandt veteraner, som har været igennem flere mislykkede støtte- og behandlingsforsøg andre steder i landet.
Fonden bag Surfgaarden har vundet et udbud fra Forsvarets Veterancenter, og Vesterhavsgaarden bliver finansieret af en pulje penge, som folketinget har afsat til at styrke indsatsen for de hårdest ramte veteraner i Danmark. Indtil videre er der 5 faste pladser og 2 akutpladser på Vesterhavsgaarden.
”Det kom lidt som en positiv overraskelse, at vi vandt opgaven med at hjælpe nogle af de mest sårbare veteraner i Danmark. Det er en vigtig opgave, som stiller høje krav til vores faglighed og til vores dygtige medarbejdere. Vi bygger videre på vores erfaringer fra Surfgaarden, og vi har fundet nogle fantastiske rammer her i Vesterhavsgaarden, hvor beboerne får hver deres egen lejlighed med køkken, bad og stue og udsigt til havet,” siger Anders Petersen.
10 pædagoger på de to botilbud
Med åbningen af Vesterhavsgaarden har han haft brug for at ansætte nye medarbejdere til de to botilbud i Thy.
”Vi var i forvejen 25 medarbejdere på Surfgaarden, og vi har været ude at ansætte 15 nye medarbejdere op til åbningen af Vesterhavsgaarden. Så nu er der omkring 40 ansatte i alt på de to botilbud, hvoraf de ti er pædagoger,” siger Anders Petersen.
De første tre år har de ansatte på Surfgaarden ikke været dækket af nogen overenskomst. Men da fonden vandt udbuddet fra Forsvarets Veterancenter om det ny botilbud, henvendte Anders Petersen sig til Socialpædagogerne Nordjylland for at høre nærmere om, hvordan det kunne lade sig gøre at få tegnet overenskomst.
Overenskomst giver bedre forhold
Ifølge kredsnæstformand i Socialpædagogerne Nordjylland Kathja Ryom, der har været med til at forhandle overenskomsten på plads, havde personalet på Surfgaarden i forvejen ganske fine lønforhold.
Alligevel peger hun på, at både pædagogerne og det øvrige personale kommer til at få bedre ansættelsesforhold på grund af overenskomstaftalen mellem Socialpædagogerne Nordjylland og Fonden Kvadderkjær.
Blandt andet er overenskomsten med til at sikre personalet på Surfgaarden og Vesterhavsgaarden løn under sygdom, tre måneders opsigelsesvarsel og ret til frihed ved barns første og anden sygedag. Overenskomsten sikrer også, at medarbejdernes løn og pension fremover automatisk følger stigningerne i den centrale overenskomst, og den betyder også, at de har ret til at vælge en tillidsrepræsentant.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har tegnet overenskomst med de to botilbud i Thy for veteraner. Det virker til at være nogle gode og spændende socialpædagogiske arbejdspladser, og jeg er glad for, at fonden gerne vil være med til at sikre, at deres ansattes løn og forhold bliver reguleret på en ordentlig måde,” siger Kathja Ryom.
(Offentliggjort den 12. april 2023)