Emner

Coronajobbank klar i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune opretter nu en jobbank, hvor alle med en socialfaglig eller sundhedsfaglig baggrund kan tilbyde hjælp under coronakrisen, hvor der kan opstå mangel på arbejdskraft.

Når coronavirussen topper i de kommende uger, vil det kræve ekstra arbejdskraft, og i Aalborg Kommune forudser Ældre- og Handicapforvaltningen, at der bliver brug for ekstra hænder, når coronavirussen for alvor får fat.

”Vi får brug for flere fagpersoner både i ældreplejen og i vores tilbud på handicapområdet. Derfor har vi oprettet en jobbank, som vi beder både personer med socialfaglig og sundhedsfaglig baggrund om at tilmelde sig. Det kan være pensionerede socialpædagoger og læger, tidligere sygeplejersker, medicin- og sygeplejerskestuderende, SOSU-medarbejdere eller sundhedspersonale på orlov fra faget. Vi får brug for at mobilisere alle kræfter for fortsat at kunne tage vare på vores ældre og udsatte borgere,” siger Jan Nielsen, der er direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen.

Online tilmelding er åben

Aalborg Kommune har derfor åbnet op for, at alle med en socialfaglig eller sundhedsfaglig baggrund kan tilbyde deres arbejdskraft via https://aalborg-assistance.career.emply.com/corona 

”Flere har allerede henvendt sig for at tilbyde deres hjælp både via mail og de sociale medier, og vi ved fra andre kommuner og regioner, at løsningen med en online jobbank er hurtig og effektiv,” siger Jan Nielsen og uddyber:

”Alle med en socialfaglig eller sundhedsfaglig baggrund kan tilmelde sig, og man kan sagtens være tilmeldt flere steder. Når vi aktiverer jobbankens tilmeldte, vil alle blive tilbudt en introduktion og kort uddannelse – så de kan varetage opgaverne med sikkerhed for sig selv og borgerne.”

(Offentliggjort den 19. marts 2020).

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld