Emner

De åndssvages historie

Danmarks Radio har lavet en dokumentar, som hedder ”De åndssvages historie”, hvor man får et rigtigt godt tilbageblik i en tid, hvor lægerne styrede området. Når man ser historien, bliver man nedtrykt og måske lidt vred over, at vi har behandlet mennesker så nedgørende med sterilisationer, hvide snit og fastspændinger i et isoleret miljø.

Heldigvis er der tre personer med funktionsnedsættelse, som medvirker i udsendelsen, og som har oplevet historien på egen krop. Lone, som en af dem hedder, siger nemlig, at hun ikke bærer nag, for sådan var det jo på den tid. Og ja, selvfølgelig behandlede man ikke de åndssvage, som det hed på den tid, for at være onde mod dem, man gjorde det, fordi man troede på, at det var det bedste.

Uanset baggrund, så er der sket et kæmpe spring, som nok især blev startet af, at lægefagligheden mistede magten i løbet af 70’erne, hvor det fremad var det sociale aspekt, som kom til at styre tilbuddene. Det har også været et spring, som mange socialpædagoger har været med i lige fra starten, og sikke en rejse de har været på. Fra at mennesker med funktionsnedsættelse blev behandlet som objekter til, at de er ligeværdige borgere med alle de rettigheder og pligter, som følger med, har krævet parathed og vilje til omstilling.

Det kunne lade sig gøre, fordi vores fag er kendetegnende ved, at vi nu som dengang har fokus på de mennesker, vi arbejder med, og er parate til at tilbuddene skal tilgodese de behov borgerne har. Et fokus som til tider også er en forbandelse, da rammerne af og til ikke giver mulighed for at gøre det, man mener, der bør gøres, når man bruger sin faglighed. Der skal findes kompromiser hele tiden, og af og til kommer socialpædagoger til at stå midt i dilemmaer, hvor man handler mod sin egen professions etik.

De dilemmaer, man har oplevet for mange år tilbage, er også dilemmaer, vi står med i dag. Det har et anderledes udtryk, da hele sammenhængen omkring det socialpædagogiske arbejde er anderledes.

Helt tilbage var det lægefagligheden, der afgjorde tilbuddene, og det kunne man, fordi de åndssvage ikke havde rettigheder som andre. I perioden fra 70’erne og frem til 1993 var det primært pædagogerne, som udviklede tilbuddene hen mod det, vi kender i dag. I 1993 vedtog man så endelig lov om ligebehandling mellem handicappede og ikke handicappede, så alle med handicap blev ligeværdige med alle andre og skal behandles herefter. Dilemmaet frem til 1993 var at få menneskelig respekt ind i systemet. I dag er det mere at bevare den menneskelige respekt i en tid, hvor myndighederne er økonomisk trængt.

At bevare den menneskelige respekt kan vi som fag, selvom ikke altid er let, og det kan også have omkostninger, men den dag vi ikke har fokus på, at handicappede er ligeværdige med os selv og andre, og at vores arbejde skal have fokus i den respekt, så mister vi vores berettigelse som fag. Der er her, vi har vores berettigelse, for ud fra denne vinkel tilrettelægger vi samvær – aktiviteter – behandlingsplaner mv. sammen med de borgere, vi er ansat til.

Det, har socialpædagoger vist, er muligt i et historisk perspektiv, så det kan vi også gøre fremadrettet. Vi skal udvikle ny viden, redskaber og metoder for at lykkedes med det, ligesom vi skal anerkende, at der er andre, som sætter rammer, men til stadighed udfordre dem med vores etiske tilgang til det enkelte menneske.

Har du ikke set udsendelserne, kan de godt anbefales. Det sætter tanker i gang om vores fag ikke kun dengang. Og så lever vi med at andre måske sidder om 20 år og undrer sig over det, vi går og laver i dag.

(Offentliggjort 11. januar 2015)

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld