Emner

Det er et stort ansvar

Socialpædagogerne Nordjyllands nye faglige sekretær hedder Charlotte Enevoldsen. Hun glæder sig til sit nye job, som hun går til med ydmyghed.

”Det er en enorm stor udfordring,” gentager Charlotte Enevoldsen flere gange gennem interviewet med INDSIGT. Jobbet som ny faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland anser hun for at være et meget vigtigt hverv – og hun går til det med stor ydmyghed.

”Som faglig sekretær er jeg med til at tegne et billede af SL som organisation. Det handler både om at sætte en politisk dagsorden og om at deltage i behandlingen af de enkelte medlemmers sager, hvor det ofte er et menneskes eksistensgrundlag, der er på spil. Balancen mellem den nære sagsbehandling og det mere vidtløftige politiske arbejde, er både rigtig spændende og udfordrende,” siger hun.

Kærlighed til faget

Charlotte Enevoldsen har de seneste seks år været leder af en boenhed for 12 udviklingshæmmede i Thisted Kommune. Men fra den 1. januar er det jobbet som faglig sekretær, der gælder. Det glæder hun sig til:

”Jeg kan først og fremmest byde ind med stor kærlighed til mit fag, og jeg vil gerne sætte vores fag endnu mere i fokus og skabe større bevidsthed om, hvad det er for nogle virkeligheder socialpædagoger bevæger sig i,” siger hun.

Det bliver Aalborg og Jammerbugt Kommuner, som Charlotte Enevoldsen får ansvaret for. Derudover skal hun deltage i bestyrelsesarbejde blandt andet i LO og det lokale beskæftigelsesråd i Thisted, og så får hun ansvaret for familieplejeområdet.

”Familieplejerne er en af de eneste grupper i vores samfund, der ikke er sikret ordentlige ansættelsesvilkår. De står meget alene, så det vigtigt at få dem organiseret – både for at de kan få et netværk, men også for at vi kan øge presset på Kommunernes Landsforening og få forhandlet nogle ordentlige ansættelsesforhold på plads,” siger hun.

Arbejdsmiljø og ledere i fokus

Samtidig håber hun, at hun i sit daglige arbejde på kredskontoret i Nørresundby kan være med til at øge fokusset på arbejdsmiljø og på ledernes tilhørsforhold til Socialpædagogerne.

”Det er så vigtigt, at vi har fokus på et godt arbejdsmiljø. Der er rigtig mange af vores medlemmer, der presses hårdt, fordi de skal løse flere og tungere opgaver. Derfor er det meget vigtigt, at vi passer på hinanden,” siger hun.

Men hun vil også gerne gøre mere opmærksom på, hvorfor det er så vigtigt, at de socialpædagogiske ledere er organiseret i Socialpædagogerne.

”Det er vigtigt, at vi i fællesskab har fokus på den socialpædagogiske opgave. Det er opgaven, der tæller, uanset om vi  er ledere eller menige medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at vi er organiseret det samme sted – og ikke kun har fokus på ledelse, fordi vi er blevet ledere. I Socialpædagogerne kan du få det hele – både den socialpædagogiske faglighed og fokus på ledelse,” siger hun.

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld