Emner

Det er trygt med Socialpædagogerne i ryggen

Fagligt fællesskab og stor viden om familieplejeområdet. Det er nogle af de største gevinster ved at være medlem af Socialpædagogerne ifølge familieplejer Grete Lyngklip Kjeldgaard.

Grete Lyngklip Kjeldgaard blev familieplejer i Thisted Kommune i december 2009. I årenes løb har hun flere gange oplevet, hvor usikkert et job det kan være. Plejebørn kan komme med få timers varsel, og de kan flytte igen næsten lige så hurtigt.

”Det sværeste ved at være familieplejer er, at din ansættelse er så meget på gyngende grund. Et år efter, at jeg var blevet familieplejer, fik vi med to dages varsel besked om, at vores to plejebørn skulle flytte hjem og bo hos deres far. Det kom som en total overraskelse, og udover at det ramte os økonomisk, så var det også en sorg for hele familien. I den slags situationer er det guld værd, at jeg kan ringe til Socialpædagogernes kredskontor og få råd og vejledning. Jeg har nydt godt af deres viden rigtig mange gange,” siger Grete Lyngklip Kjeldgaard.

Det giver hende også en tryghed, at hun er omfattet af Socialpædagogernes lønforsikring. Det er et supplement til dagpengene, som betyder, at man kan få op til 80 pct. af sin løn i alt i de første seks måneder af sin ledighed.

”Nu er både min mand og jeg familieplejere, og vi har oplevet pludselig at stå uden indtægtsgrundlag, men med lønforsikringen har vi et økonomisk sikkerhedsnet. Det giver trods alt noget ro,” siger Grete Lyngklip Kjeldgaard.

Fik stoppet nedgang i vederlag

Hun blev medlem af Socialpædagogerne kort efter, at hun var blevet familieplejer, da hun stod med nogle konkrete spørgsmål, som hun manglede svar på.

”Jeg spurgte min daværende fagforening til råds, men de kunne ikke svare. Jeg fandt ud af, at Socialpædagogerne er dem, der ved mest om familieplejeområdet, så jeg meldte mig ind der. De kæmper for os, og det føles trygt at have dem i ryggen,” siger hun.

Hun brugte bl.a. Socialpædagogerne, da hun en dag modtog en besked fra kommunen om, at hun ville blive sat et vederlag ned.

”Jeg skyndte mig at ringe til Socialpædagogerne for at høre, hvad jeg skulle gøre, og jeg fik så god hjælp, at jeg undgik at blive sat ned i løn. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke have været medlem af Socialpædagogerne og havde mulighed for at ringe og spørge dem til råds. Jeg er også rigtig glad for, at Socialpædagogerne nu tilbyder at tage med til vores forhandlinger med kommunen, hvilket jeg helt sikkert vil gøre brug af, hvis jeg kommer i sådan en situation igen,” siger Grete Lyngklip Kjeldgaard.

Kolleger og faglige arrangementer

Det er specielt at være familieplejer, blandt andet fordi din arbejdsplads er dit eget hjem, og fordi dit arbejde involverer hele din familie, mens du til gengæld ingen kolleger har at vende problemstillingerne med.

”Men som medlem af Socialpædagogerne får jeg et netværk med andre, som har nogle generelle vilkår til fælles med mig. Jeg får mulighed for at deltage i forskellige arrangementer, hvor jeg udover faglig inspiration også kan møde kolleger. Det har været virkeligt givtigt for mig, for man kan komme til at være meget ensom som familieplejer,” siger Grete Lyngklip Kjeldgaard.

Hun er med i kredsens familieplejeudvalg og har desuden lavet sin egen netværksgruppe med fire andre plejefamilier, som mødes en gang om måneden og deler erfaringer.

”Det fik vi hjælp til at stable på benene af Socialpædagogerne. Jeg har i det hele taget stor glæde af mit medlemskab af Socialpædagogerne, og bruger dem, når der er noget, hvor jeg ikke kender reglerne. Jeg bruger også hjemmesiden meget, som jeg synes er et hit, for her finder jeg rigtig mange svar på de ting, som jeg bakser med,” siger Grete Lyngklip Kjeldgaard.

(Offentliggjort den 6. januar 2020)

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld