Emner

Efteruddannelse skal øge kvalitet og arbejdsglæde

Handicapområdet i Brønderslev Kommune sender alt fastansat pædagogisk personale på KRAP-uddannelse. I alt skal 75 medarbejdere uddannes.

Handicapområdet i Brønderslev Kommune har for alvor sat efteruddannelse af medarbejderne på dagsordenen. De er i fuld gang med at give alt fastansat pædagogisk personale en uddannelse i Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik (KRAP). I alt er det 75 medarbejdere, der skal uddannes.

”Det er noget af en udskrivning,” siger Susanne Holmgaard Jørgensen, der er leder af handicapområdet i Brønderslev Kommune:  ”Men vi synes, at KRAP er rigtig godt og harmonerer med det menneskesyn og den tilgang, som vi i forvejen har til borgerne.” 

Hun mener, at socialpædagogerne leverer et rigtig godt stykke arbejde, og med KRAP-uddannelsen vil de blive endnu bedre til at sætte ord på den faglige ydelse, som de leverer. 

”Jeg tror ikke, at medarbejderne vil tænke, at de med uddannelsen får helt ny viden eller en helt ny måde at arbejde på. Men de bliver stærkere fagligt, fordi teorien i højere grad bliver inddraget i praksis, og det bliver mere synligt for pædagogerne selv og for omverdenen, hvad det egentlig er, de kan,” siger Susanne Holmgaard Jørgensen. 

Øget kvalitet og arbejdsglæde

Handicapområdet har valgt at sende hele personalegruppen på efteruddannelse, og dertil kommer man afsted sammen med den gruppe af medarbejdere, som man arbejder med til daglig.

”Det er vores erfaring, at hvis efteruddannelse for alvor skal rykke, så skal alle medarbejdere afsted. I dette forløb arbejder medarbejderne med eksempler fra deres egen praksis, så teorien bliver bundet sammen med deres hverdag,” siger Susanne Holmgaard Jørgensen.

I alt består uddannelsen af otte undervisningsdage, men medarbejderne er afsted en enkelt dag ad gangen, så de får mulighed for at afprøve den nye viden, inden de skal afsted på endnu en uddannelsesdag.

”Jeg forventer, at efteruddannelsesindsatsen vil betyde, at kvaliteten i handicaptilbuddene bliver øget, og at det selvfølgelig vil gavne borgerne. Jeg tror også, at arbejdsglæden vil blive øget, og at vi får nogle pædagoger, som er rigtig stolte af deres arbejde, og som er endnu mere bevidste om, at de leverer et godt stykke arbejde,” siger hun.

Susanne Holmgaard Jørgensen oplever også, at medarbejderne har taget meget positiv i mod KRAP-uddannelsen:

”De er bevidste om, at det her er en investering i dem, og at det også kræver en indsats fra deres side. De arbejder også flittigt med KRAP mellem undervisningsgangene og er ivrige efter at afprøve den nye teori i praksis,” siger hun.

(Offentliggjort den 8. april 2019)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld