Kommunernes Landsforening (KL) skrev i et debatoplæg fra 2013, ”Invester før det sker, sådan sætter vi handling bag ordene” således:
”Det handler også om inklusion. Selvom børn, unge, og voksne med varig og betydelig nedsat funktionsevne ikke kan deltage uden støtte i almene tilbud, skal kommunen og personalet i tilbuddene til borgerne alligevel arbejde for, at målgruppen ikke isoleres og lever i afsondrede reservater, hvor de kun møder ligesindede.
Inklusion kan foregå på mange niveauer og i mange sammenhænge. Det kan være ved at deltage i kulturelle aktiviteter og anvende faciliteter, der er målrettet den brede befolkning. Det kan også være via aktivitets- og samværstilbud, der orienterer sig mod samfundet.”
Hvordan er det så gået? Mange af jer kan sikkert se indad i de tilbud, hvor I arbejder. Nogle få kan sige ja til, at det er den oplevelse, man har. Men det er ikke virkeligheden for rigtig mange af jer.
Vi har lavet en undersøgelse som mange af jer har svaret på, og her er der 54 % af jer, som siger at der er meget lav eller lav mulighed for, at I sammen med borgerne kan tage til fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter. Kun 13 % oplever, at der i høj grad er mulighed for det.
Vi oplever samtidig, at regering og KL ikke prioriterer området økonomisk, selvom der er en anerkendelse af, at området er underfinansieret. Så modsat de pæne ord fra KL i 2013, så må man sige, at de lige siden har arbejdet stik imod egne intentioner, når oplevelsen på arbejdspladserne er, at mulighederne for at leve op til det ikke er til stede. Det er en udfordring, som vi er nødt til at konfrontere arbejdsgiverne med lokalt og centralt, for det er ikke i orden, at borgernes rettigheder krænkes hver dag.
Og der kan gøres noget ved det!
Selvfølgelig er det en nødvendighed, at man fra regeringen og KL prioriterer og respekterer, at det kræver tilførsel af økonomi, hvis man skal leve op til de basale krav som de selv beskriver i 2013. Lokalt kan man se på, hvordan tiden bruges i forhold til, hvad der er kerneopgaven i tilbuddene. I samme undersøgelse som tidligere er nævnt, er det medlemmernes gennemsnitlige oplevelse, er at man kun bruger 40% af sin arbejdstid på relationsarbejde med borgere, og at det var ønskeligt, at relationsarbejde fyldte 60% af arbejdstiden.
Så det er værd at se på den daglige praksis, her bør man kunne finde timer, som kan omlægges til relationsarbejde med borgerne, men det kræver, at man fjerner nogle af alle de krav der sættes op i forhold til dagligdagen. Det er et arbejde, som fordrer at den lokale politiske og administrative ledelse går aktivt ind og tager ansvar. Vi vil arbejde på at motivere dem til at komme i gang med processen, og for at lykkes med det, så skal både vi og I på arbejdspladserne være med til at synliggøre udfordringerne, men også stå fast på, at det vi ønsker er tid og prioriteringen af kerneopgaven. Og i socialfaglige tilbud må det være borgeren tiden bruges på.
Det skal vi evne lokalt, men det løser ikke det grundlæggende problem, som er det fatale svigt fra regering og KL. Det er regeringen og KL, som må påtage sig det store overordnede ansvar for, at de har ét mål i ord, men arbejder mod et andet mål i handling. Det er for fattigt i et velfærdssamfund.
(Offentliggjort den 17. marts 2022)
