På socialområdet er der ikke den store tradition for evidens for den indsats, der gives til borgerne. Det er svært videnskabeligt at dokumentere, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Men det ændrer ikke ved, at dokumentation og måling af effekter bliver mere og mere efterspurgt.
”Det er en af grundene til, at vi i 2013 gik i gang med at kvalitetsudvikle vores tilbuds arbejde med individuelle planer for borgerne. Vi blev inspireret af, at vi lever i en tid, hvor vi gerne skal kunne dokumentere effekten af vores arbejde, og vi har derfor etableret et fælles fundament for dokumentationen, som også giver en systematisk tilgang til løbende at evaluere vores indsats,” fortæller Tove Zetterberg Gjerlevsen, der er faglig chef i Specialsektoren i Region Nordjylland.
Arbejdet har medført, at der nu er etableret en fælles platform for dokumentation med afsæt i de individuelle planer, som er det centrale redskab til dokumentation af mål og indsatser for den enkelte borger. Det fælles fundament består blandt andet af fælles begreber, fælles skabeloner og en systematisk tilgang til dokumentation og evaluering.
Vi gør en forskel
Når Specialsektoren har valgt at kvalitetsudvikle sin dokumentation bunder det først og fremmest i en bevidsthed om, at tilbuddene er til for borgerne, fortæller Tove Zetterberg Gjerlevsen:
”Vi er bevidste om, at vi er her for borgerne, fordi de skal blive bedre til at mestre deres tilværelse. Borgerne har krav på at få en ydelse, og det er vigtigt, at vi kan dokumentere, at vi rent faktisk gør en forskel, og at der er en sammenhæng mellem den ydelse, som vi leverer, og de resultater, som vi opnår,” siger hun.
Dermed har regionen også optimeret bevidstheden om, at den er leverandør af ydelser til kommunerne.
Tydeligere sammenhæng
Det er ikke, fordi medarbejderne i specialsektoren ikke tidligere har dokumenteret deres arbejde. Det har de, men nu er der kommet nogle fælles rammer og et fælles grundlag for dokumentationen, og det er blevet taget godt i mod af medarbejderne, selvom det kræver tid at sætte sig ind i alt det nye.
”Jeg oplever, at mange medarbejdere får en øget bevidsthed om deres faglige indsats. De kan pludselig se en tydeligere sammenhæng mellem det, som de gør i det daglige, og de resultater, som de opnår. Medarbejderne får en oplevelse af, at de gør en forskel i deres arbejde,” siger Tove Zetterberg Gjerlevsen.
Hendes forventning til projektet er, at specialsektoren på lidt længere sigt vil lære noget om, hvad det egentlig er for en indsats, der hjælper, og hvilken indsats der sikrer, at man opnår de ønskede resultater.
”Det er et stort arbejde, og det kræver tid og ressourcer at komme godt i gang med at dokumentere efter det nye grundlag. Lige nu arbejder vi på, hvordan vi kan formulere nogle klare og målbare mål, så vi kan dokumentere, om vi opnår de ønskede resultater,” siger hun.
Indtil videre er det Voksenområdet i specialsektoren, som arbejder med den nye dokumentationsform, men turen kommer også til børneområdet. Læs mere her
Offentliggjort den 3. juli 2015