Emner

Flere socialpædagoger bør blive ledere

Socialpædagogerne Nordjylland ønsker, at der bliver flere ledere med socialpædagogisk baggrund på de socialpædagogiske arbejdspladser i Nordjylland.

Af de knapt 5.200 medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland er det under 180, der er ansat som ledere eller mellemledere. Ifølge kredsen må der fremover gerne være flere ledere, som har en socialpædagogisk baggrund.

”Vi kan se, at det på socialpædagogiske arbejdspladser kan være svært at tiltrække ledere, som selv er socialpædagoger. Vi har heldigvis mange dygtige ledere blandt vores medlemmer, men vi kunne godt ønske os, at endnu flere medlemmer ville have lyst til at blive ledere,” siger Kathja Ryom, der er faglig sekretær og næstformand i Socialpædagogerne Nordjylland.

Ledelse er ikke bare ledelse

”Hvis man skal lede socialpædagoger, så synes jeg faktisk, at det er ret relevant, at man selv er uddannet socialpædagog. For når personalet står med udfordringer i forhold til den socialpædagogiske faglighed, eller man skal give dem sparring, så er det en stor fordel, at man selv som leder har fagligheden i orden,” siger hun.

Derfor er det et problem, at der er for få socialpædagoger, der har mod på ledelse. Ikke mindst fordi det socialpædagogiske område står overfor et større generationsskifte blandt lederne.

”Vi ser desværre ofte, at det er andre faggrupper, der bliver ansat som ledere på socialpædagogiske arbejdspladser. I flere år har der været en opfattelse af, at hvis du bare kan lede medarbejdere, så er det lige meget, hvad du er uddannet som, men ledelse er ikke bare ledelse. Som leder skal man helst også have de rette faglige kompetencer. Vi ser gerne, at der er flere socialpædagoger, som byder ind, når der en ledig lederstilling,” siger Kathja Ryom.

Forbundet tilbyder særligt lederforløb

Hun peger på, at flere nordjyske kommuner har interne lederuddannelsesforløb, som de tilbyder til såkaldte ledertalenter, og hun anbefaler alle socialpædagoger at byde sig til, hvis de har lyst.

Forbundet tilbyder desuden lige nu et særligt afklaringsforløb for socialpædagoger med lederambitioner. Forløbet ”Mod på ledelse”, der begynder til oktober, er for socialpædagoger, der ser en lederkarriere som en mulig fremtid, men gerne vil afklares på, om det er det rigtige valg, inden de tager skridtet fuldt ud.

I dette nummer af Indsigt kan du læse mere om de nordjyske socialpædagoger Pia, Sara og Niels, der alle for nylig har taget springet fra socialpædagog til leder.

(Offentliggjort den 8. juli 2022)

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld