Emner

Ledere under pres

Økonomi, administration, magre budgetter og besparelser på besparelser gør det svært at være socialpædagogisk leder.

Mængden af administrative opgaver kombineret med meget skrabede budgetter og gentagne sparerunder gør det sværere og sværere for ledere og mellemledere på de socialpædagogiske arbejdspladser at få tid til at være faglige ledere.

”Derfor er øget faglig udvikling altid på ønskelisten hos mig,” siger Torben Frederiksen, der er leder af botilbuddet Kirketoften i Mariagerfjord Kommune.

”Siden kommunalreformen har meget handlet om at skære og skære, så der har ikke været økonomi til faglige udviklingskurser. Det er rigtig ærgerligt. Jeg er for eksempel også begyndt at ansætte ufaglærte medhjælpere for at få det hele til at hænge sammen. Det går indtil videre, men der kan hurtigt komme en skævvridning, hvor vi risikerer, at fagligheden skrider,” siger Torben Frederiksen.

Han fortæller, at han ellers på andre områder har nogle gode vilkår. Kirketoftens beboere og 45 medarbejdere har fine fysiske rammer, og både Torben Frederiksen og hans stedfortræder indgår ikke i vagtplanen, men kan hellige sig lederjobbet.

Et naturligt pres

Torben Frederiksen blev første gang leder i 1995 – han mener, det er helt naturligt, at man som socialpædagogisk leder befinder sig i et pres mellem kommunalbestyrelsens krav om besparelser og medarbejdernes frustrationer over de faglige kompromiser, som besparelserne resulterer i.

”Sådan er det bare – det er en del af jobbet. Men det skal helst ikke ske for tit, for så bliver det for hårdt at være leder,” siger han.

Birgit Thomsen blev leder for 30 år siden og er i dag leder af botilbuddet Astrupparken i Aalborg Kommune. Hun blev leder, fordi hun gerne ville skabe udviklingsmuligheder for mine kolleger og fokusere på faglig ledelse.

”Det er stadig de samme ting, som jeg brænder for, men mere og mere af min tid går med administrative opgaver og økonomi. Jeg kan dog stadig finde tid til faglig udvikling og ledelse, for ellers ville jeg ikke være leder,” siger Birgit Thomsen.

Vi render stærkt

Birgit Thomsen og hendes kolleger i Aalborg Kommunes ældre- og handicapforvaltning har netop været igennem en omorganisering af ledelsesstrukturen. Det har bl.a. betydet, at Astrupparken er blevet skåret fra en leder og tre afdelingsleder til en leder og en afdelingsleder.

”Det hele er så nyt, at konsekvenserne ikke har ramt os fuldt ud endnu, men vi løber i forvejen stærkt,” siger Birgit Thomsen og fortsætter:

”Selve processen op til strukturændringen var hård, men jeg valgte, at jeg virkelig vil det her job som leder, og derfor bliver jeg nødt til at have en positiv tilgang til det og tro på, at det nok skal blive godt med den nye struktur. Selvom vi er blevet skåret helt ind til benet, så må vi få det bedste ud af det.”

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld