Emner

Mød kredsens nye bestyrelse

Socialpædagogerne Nordjylland valgte ny bestyrelse på general-forsamlingen i 2019 – mød bestyrelsesmedlemmerne, der er i fuld gang med det fremtidige arbejde.

Socialpædagogikken skal tilbage på arbejdspladserne, for flere og flere socialpædagoger oplever, at der faktisk ikke er tid til at udføre det socialpædagogiske arbejde, som de er ansat til. Der skal også i højere grad fokus på borgernes perspektiv i stedet for myndighedernes behov for regneark og hygiejneregler. Det er nogle af de hovedpunkter, som generalforsamlingen i 2019 besluttede, at kredsen skal arbejde med i fremtiden, og samtidig blev det besluttet, at kredsens medlemmer i høj grad skal inddrages i arbejdet.

Det bliver den nye kredsbestyrelses opgave at fuldføre dette arbejde sammen med medlemmerne. Kredsbestyrelsen er i fuld gang og har allerede haft de to første møder. Du kan få en kort præsentation af bestyrelsesmedlemmerne her:

Peter H. S. Kristensen, formand for Socialpædagogerne Nordjylland

Har været formand for Socialpædagogerne Nordjylland i flere år. Han mener, at en fagforening både skal sikre sine medlemmer tryghed i ansættelsen og ordentlige vilkår, og samtidig skal den have fokus på faget – socialpædagogikken og den etiske tilgang til arbejdet. Derudover er det vigtigt at inddrage medlemmerne i det politiske arbejde – for det er medlemmerne, der ved, hvilke udfordringer det giver bedst mening at have fokus på.

Kathja Ryom, næstformand og faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland

Medlemmerne skal have de bedst mulige betingelser i en stærk, synlig og engageret fagforening, mener Kathja. Derudover er det vigtigt for hende, at kredsen fortsætter med at inddrage medlemmerne i det daglige organisationsarbejde, for medlemmernes viden og erfaringer er med til at udvikle det faglige arbejde.

René Zimmer, kasserer og faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland

Socialpædagogerne bliver i stigende grad udfordret med øget krav om effektivisering og dokumentationskrav, derfor er det ifølge René vigtigt, at Socialpædagogerne har veluddannede og handlingsorienterede tillidsrepræsentanter og nogle aktive medlemmer, som kan være med til at sikre socialpædagogerne ordentlige løn- og arbejdsbetingelser.

Charlotte Enevoldsen, faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland

Charlotte er optaget af, at kreds Nordjylland er medlemmernes organisation, at medlemmernes stemmer bliver hørt, og at kredsen handler på den store viden og faglighed, som medlemmerne har. Et meget vigtigt omdrejningspunkt for det faglige arbejde er også samarbejdet mellem kredskontoret, FTR, TR og AMR – og det samarbejde skal styrkes.

Nanna A. Egidiussen, socialpædagog og tillidsrepræsentant Dagcenter Virkelyst og Fabrikken Aalykke

Nanna er nyvalgt til bestyrelsen, men har i de senere år engageret sig mere og mere i fagforeningsarbejdet. Fra sit daglige arbejde mærker hun selv det pres, som udfordrer socialpædagogernes faglighed. Det er vigtigt for hende at skabe de bedste vilkår for medlemmerne, og at det sker i tæt samarbejde med medlemmerne.

Mette Hansen Brønner, socialpædagog og TR i Botilbud Øst i Aalborg Kommune.

Mette har allerede siddet to perioder i kredsbestyrelsen, og det er især arbejdet med medlemsinddragelse, der har optaget hende, for det er uden tvivl pædagogerne på arbejdspladserne, der ved, hvad der rører sig. Derudover er gode arbejdsvilkår, et godt arbejdsmiljø og det pædagogiske fag vigtige emner for hende.

Per Bleiken Hansen, socialpædagog på Løvdal og familieplejer

Per har siddet i bestyrelsen i otte år, og det er vigtigt for ham, at kredsbestyrelsen har øje for medlemmernes arbejdsvilkår, overenskomst, lønforhold, efteruddannelse, arbejdsmiljø og MED-samarbejdet. Det er vigtigt, at værdien af det socialpædagogiske arbejde er synligt for politikere, embedsmænd og offentlighed, så man bedre kan værne sig mod besparelser.

Morten Axelgaard Christiansen, socialpædagog og TR på Kloden, Center for Døvblindhed og høretab

Morten er nyvalgt i bestyrelsen, men har 12 års erfaring som tillidsrepræsentant. Han brænder for den socialpædagogiske faglighed og vil arbejde for at Socialpædagogerne Nordjylland er synlig overfor medlemmer, arbejdsgiver og i pressen. Det skal være tydeligt, hvad Socialpædagogerne står for, og hvad de kan både som fagforening og som socialpædagoger.

Hanne Batsberg Larsen, souschef på Bo- og aktivitetstilbud Kirketoften i Hobro

Hanne har siddet flere perioder i kredsbestyrelsen. Hun mener, det er vigtigt, at det socialpædagogiske arbejde kommer på den politiske dagsorden, og at kredsbestyrelsen har fokus på medlemmernes arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø. Ligesom der skal være fokus på hele kredsen og alle medlemmerne.

Lars Øberg, FTR i Familie og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune og socialpædagog på Davids Allé

Lars brænder for det socialpædagogiske fag og har især fokus på, at MED-systemet og samarbejdet mellem udfører og myndighedssiden virker, at det socialpædagogiske fag er synligt, at fagligheden bliver styrket, at uddannelsen til socialpædagog bliver bedre og kampen for et ordentligt arbejdsmiljø og lønforhold.

Henrik Flyvbjerg, FTR i Ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg Kommune

Henrik har siddet otte år år i kredsbestyrelsen og har været FTR i 12 år. Han er tæt på praksis og socialpædagogernes største arbejdsområde – voksen- handicapområdet.

Cecilie Thomsen, socialpædagog på Viften i Vodskov

Cecilie er nyvalgt i kredsbestyrelsen, men har faktisk allerede været i kredsbestyrelsen i halvandet år som repræsentant for PLS. Hun vil gerne være de unges stemme i kredsbestyrelsen og vil byde ind med, hvilke tiltag der skal til for at hverve flere unge medlemmer. Derudover brænder hun for medlemsinddragelse, arbejdsmiljø og den socialpædagogiske faglighed.

Ellen Rasmussen, FTR i Brønderslev Kommune og socialpædagog i Socialpsykiatrien i Brønderslev

Ellen er nyvalgt i kredsbestyrelsen. Hun vil arbejde for socialpædagogernes synlighed, et brugbart MED-system og rekruttering af socialpædagoger til arbejdspladserne. Derudover vil hun have fokus på de kommende socialpædagoger, så de ønsker at blive i faget, ligesom hun vil arbejde for at sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Gitte Hviid Christiansen, afdelingsleder Botilbuddet Poulstruplund og af ledsageordningen i Hjørring Kommune

Gitte er nyvalgt til bestyrelsen. Hun er især optaget af udbredelse- og synliggørelse af det fagpolitiske arbejde, den danske model og den socialpædagogiske faglighed og styrke. Hun mener, at der skal sættes meget mere fokus på de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser ved nedskæringer på det sociale område.

Stig Madsen, TR og socialpædagog Specialgrupperne i Vodskov

Stig er nyvalgt i bestyrelsen. Han oplever, at det socialpædagogiske fag er under pres og i stigende grad bliver udvandet bl.a. af administrative og sundhedsfaglige opgaver, hvilket han gerne vil være med til at gøre op med. Det socialpædagogiske fag skal tilbage på arbejdspladserne. Derudover skal der ske et opgør med deltidskulturen.

(Offentliggjort den 6. januar 2020)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld