Nu i skrivende stund er forhandlingerne ikke afsluttet (22.4), og der går minimum et par dage mere, før vi ved, om der bliver tale om en aftale, eller om der kommer en storkonflikt. Det er situationen efter, der har været forhandlet i flere måneder, hvor alle er blevet holdt i uvished. Der er blevet brugt rigtig meget tid på at forberede en evt. konflikt/lockout, frustrationer over ikke at vide om ens private planlægning kolliderer med en konflikt, og i det hele taget at være i en venteposition. Man tager fejl, hvis man ikke tror, at det påvirker arbejdspladserne.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor har det taget så lang tid, hvis det alene handlede om løn, spisepause og lærernes arbejdstid. Har det været samarbejdsaftalen mellem de faglige organisationer (også kaldt musketéreden), som har vanskeliggjort forhandlingerne, har det været firkantede arbejdsgivere, tolkninger og mistolkninger i pressen, eller hvad har grunden været?
At de faglige organisationer har stået sammen, har selvfølgelig gjort forhandlingerne vanskeligere, da mange parter skal snakke sammen. Men hvis ikke man var lykkedes med at skabe dette sammenhold, så ville forhandlingerne have set meget værre ud og ikke til gunst for lønmodtagerne. Som jeg ser det, har denne runde af overenskomstforhandlingerne handlet meget mere om strategi og principper og et angreb på den danske model fra arbejdsgiverside, end vi tidligere har set, og det er kun afværget ved, at vi i fagbevægelsen har stået skulder ved skulder.
Det er et udsagn, som skal begrundes. Der er tre måder det offentlige arbejdsmarked kan reguleres på. En hvor arbejdsgiveren udnytter ledelsesretten fuldt ud i alle sammenhænge, en anden hvor forholdene på arbejdspladserne besluttes politisk, og så endelig den aftalemodel vi kalder den danske model.
Ser vi på de emner som især har været drøftet, så kan man tage dem et for et, og se hvor arbejdsgiveren har forsøgt at komme hen med dem.
Lønnen: Moderniseringsstyrelsen er grundlæggende skabt for at nedbringe de offentlige udgifter, og det er ikke tilfældigt, at netop ministeren for dette ministerium var sat til at forhandle for staten. Med det udspil som kom, var det hensigten at reducere reallønnen for de offentlig ansatte. Netop løn er et forhold, som arbejdsgiveren er tvunget til at forhandle, men i sidste ende kan et sammenbrud føre til en ensidig fastsættelse af et politisk flertal i Folketinget.
Jeg vil ikke konkludere, at det har været hensigten, men der har da været forhold undervejs, som kunne tyde på det.
Da de faglige organisationer gik til forhandlingerne med krav om reallønsfremgang, vidste man, at det ville blive vanskeligt efter at have hørt innovationsministerens oplæg. Derfor er det også løn, som er fastsat som det konfliktudløsende tema. Heldigvis er der meget, som tyder på, at man kan nå til enighed om dette spørgsmål, det fylder ikke meget i debatten.
Spisepauserne: Der har været rigtig meget snak om spisepauser, og man kan tænke, at det burde være lige meget, når nu arbejdsgiveren tidligt i processen var parate til at lukke den med, at man ville frede dem i en periode, og at man så kunne prøve dem retsligt, hvis det på et tidspunkt blev nødvendigt.
Det er et meget godt eksempel på, at man forsøger at flytte stillingtagen over til ledelsesretten frem for i aftalesystemet. Hvis så man på et tidspunkt ønsker at bruge ledelsesretten til at afskaffe spisepauserne, vil det være en retslig afgørelse, som bliver afgørende.
Derfor har det optaget en del plads i forhandlingerne og ikke kun på statens område, hvor kravet er blevet rejst. Som lønmodtagerorganisationer ved vi, at praksis på et område hurtigt kan sprede sig til andre områder som et krav, så derfor er det ikke alene isoleret til statens område.
Vi har ikke udfordringer med aftale i overenskomsterne omkring spisepauser på det kommunale og regionale område, så det fylder ikke meget i vores interne diskussion.
Lærernes arbejdstid: Hvorfor skulle fællesskabet interessere sig så meget for lærernes arbejdstid, har vi hørt ind imellem. Det skal fællesskabet i fagbevægelsen, fordi det er et eksempel på, at arbejdstiden er politisk vedtaget og reguleret ved en lov. Har man respekt for den danske model, så må man forvente, at såvel arbejdsgivere som lønmodtagere ville lægge sig i selen for at får det ændret fra en lov til en aftale.
Det er ikke det, som har været tilfældet, og derfor har det fyldt meget og med rette, da det er en fælles interesse at ikke kun løn, men også vilkår på arbejdspladserne er reguleret via aftale og ikke lov.
Samarbejdsaftalen mellem organisationerne har derfor handlet om, at der skulle foregå reelle forhandlinger mellem parterne om en arbejdstidsaftale, da vi ikke kan acceptere, at overenskomstaftaler erstattes af en lov.
Lockout: Efter der var sendt strejkevarsel, som omfatter 10% af medlemmerne på det offentlige område, hvilket er det krav, der opfyldes for at opsige overenskomsterne, varslede arbejdsgiverne lockout. Ikke en lockout, som skulle modsvare strejkevarslet, men en vanvittig offensiv tilgang, som man kun kan tolke har to formål. For det første at tømme strejkekasserne hurtigst muligt for at tvinge organisationer for de offentlig ansatte til at gå i forhandlinger på deres betingelser, eller for det andet for at tvinge regeringen til et regeringsindgreb. Begge vinkler er i dyb disharmoni med respekt for den danske model.
Jeg tør godt konkludere, at det samlet set har været et uskønt massivt angreb på den danske model, som efterfølgende kommer til at kræve en del dialog, om hvad arbejdsgiverne egentlig vil med det danske arbejdsmarked, og om de bakker op om den samfundsmodel, som vi har. Det kommer også til at kræve, at vi tager hele systemet med strejke og lockout op til fornyet overvejelse, når arbejdsgiverpart ved sin adfærd med al tydelighed har vist, hvordan lockout kan misbruges mod en aftalemodel.
Det lykkelige, som vi kommer til at sige tak til arbejdsgiverne for, er, at de i deres uhæmmede lockoutvarsel fik provokeret alle så meget, at alle organisationerne på lønmodtagersiden har stået sammen i et fællesskab, som har rystet arbejdsgiverne og stækket deres intentioner. Der har ikke været rystet på hånden, fagforeningerne i Nordjylland har lavet masser af fælles aktioner og aktiviteter. Tillidsrepræsentanterne har løftet opgaverne på forbilledlig vis og fået engageret masser af medlemmer, så en stor og flot tak til dem. Vi har vist, at fællesskab giver mening og tyngde, og det skal vi bygge videre på, så vi også står skulder ved skulder i den proces, der kommer med at genskabe respekt for den danske model.
Men nu må vi se, hvor vi står, når forhandlingerne afsluttes på den ene eller den anden måde. Det vigtigste er, at reallønnen sikres, både nu og i et fremtidigt perspektiv.
(Offentliggjort den 24. april 2018)
