Emner

Opgiver planer om uniformer

Aalborg Kommunes planer om at indføre arbejdsuniformer til socialpædagoger på botilbud er blevet droppet. Det glæder Socialpædagogerne Nordjylland.

Aalborg Kommunes arbejdsgruppe, der skulle undersøge fordele og ulemper ved at indføre arbejdsuniformer til socialpædagogerne på kommunens botilbud, er blevet nedlagt, og planerne om tvungen arbejdsbeklædning er blevet opgivet.

Det glæder Henrik Flyvbjerg, der er Socialpædagogerne Nordjyllands fællestillidsrepræsentant i Aalborg Kommunes Ældre- og handicapforvaltning. Han har tidligere kaldt forsøget med arbejdsuniformer for ”den værste idé nogensinde”.

”Det ville være et kæmpe tilbageskridt, hvis der blev indført arbejdsuniformer, så jeg er glad for, at ideen er droppet. Vi skal indgå i en relation med borgerne, og så mener jeg ikke, at det er formålstjenligt at iføre sig en uniform. Det strider imod alt, hvad de fleste socialpædagoger står for,” siger Henrik Flyvbjerg.

Kunne ikke blive enige om noget

Chefkonsulent i Aalborg Kommunes Handicapafdeling, Lisbet Trap-Jensen Torp, der var leder af arbejdsgruppen, ønsker ikke at uddybe, hvorfor planerne om arbejdsuniformer er blevet opgivet. Men sidst i august besluttede kommunen, at arbejdsgruppen skulle nedlægges, fordi gruppen af ”forskellige grunde” ikke kunne komme længere med sit arbejde og for at undgå, at møderne skulle blive spild af tid.

Fællestillidsrepræsentant Henrik Flyvbjerg var også en del af arbejdsgruppen:

”Det er min opfattelse, at planerne om arbejdsuniformer blev droppet, fordi vi ikke kunne blive enige om noget i arbejdsgruppen. Vi medarbejdere holdt fast i, at det var en dårlig idé med arbejdsbeklædning, og da det ikke lykkedes at flytte os, blev ledelsen nok enig med sig selvom, at så kunne det ligeså blive droppet,” forklarer han.

Ønsker tøjtilskud

Grunden til, at Aalborg Kommune ønskede at indføre arbejdsuniformer på botilbuddene, er et øget fokus på hygiejne i kommunen. Der er for eksempel blevet indført hygiejneregler, som bl.a. betyder, at medarbejderne skal have korte ærmer på og vaske deres tøj på 60 grader.

”Vi har vores værnemidler, som vi bruger i det omfang, hvor det er nødvendigt, men der er ingen tvivl om, at medarbejdernes tøj bliver udsat for en hårdhændet behandling. Vores ønske er derfor, at medarbejderne i stedet for arbejdsuniformer får tilskud til tøj, men den løsning er kommunen ikke interesseret i,” siger Henrik Flyvbjerg.

(Offentliggjort den 22. oktober 2019)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld