På den seneste generalforsamling i Seniorsektionen i Nordjylland, mødte Pia Grabe flere efterlønnere, som ikke vidste, at Seniorsektionen i kredsen, også er for dem. De troede, at målgruppe var medlemmer, der havde forladt arbejdsmarkedet. Men sådan er det ikke.
”Målgruppen er alle medlemmer over 55 år samt medlemmer i skånejob og førtidspensionister. Og vores forskellige arrangementer er faktisk åbne for alle medlemmer. Det tror jeg desværre bare, at der er mange, som ikke ved,” siger Pia Grabe, der er formand for sektionen i kreds Nordjylland.
Fakta:
Der findes en seniorsektion i alle kredse i Socialpædagogerne. Seniorsektionerne blev etableret for 15 år siden.
Seniorsektionens arrangementer – bl.a. juletræsfesterne og løvspringstur til Hammerbakker – plejer at være utroligt populære, men på det seneste har fremmødet ikke være så massivt som tidligere.
”Vi kunne godt ønske os en bredere opbakning til vores aktiviteter, og vi vil derfor gerne opfordre medlemmerne til at deltage. Vi ved godt, at det kan være lidt forvirrende, at vi hedder Seniorsektionen, når vores arrangementer er for alle og skal komme alle i kredsen til gode,” siger Pia Grabe, der også gerne vil styrke det faglige fællesskab gennem arrangementerne og derfor har en ambition om, at Seniorsektionen også fremover skal være meget mere end et festudvalg.
For at undgå mere forvirring vil Seniorsektionen fremover blot underskrive sig som Socialpædagogerne Nordjylland, når den sender invitationer til arrangementer, som alle kan deltage i.
Næste arrangement er sommerudflugten den 23. August med bus til Ree Park Safari i Ebeltoft. Læs mere og tilmeld dig her