Kommunernes Landsforening (KL) har i maj udgivet et oplæg omkring fremtidens socialpolitik, sådan som de ser den. Oplægget hedder ”Invester før det sker – sådan sætter vi handling bag ordene.”
I dette oplæg skriver KL i afsnittet Medborgerskab og selvbestemmelse: ”Selv om børn, unge og voksne med varig og betydelig nedsat funktionsevne ikke kan deltage uden støtte i almene tilbud, skal kommunen og personalet i tilbuddene til borgerne alligevel arbejde for, at målgruppen ikke isoleres og lever i afsondrede reservater, hvor de kun møder ligesindede”.
Når KL skriver sådan, må det give anledning til eftertænksomhed, for det er jo ikke blot noget, der gribes ud af den blå luft, når man bruger så stærkt et begreb som reservat. Ingen må tvivle på handicappedes ret til at være sammen med ligesindede, men hvis vi laver tilbuddene, så mennesker med handicap ikke har andre muligheder, er socialpolitikken fejlet alvorligt.
Jeg kan godt se tegn på, at vi langsomt bevæger os i denne retning, da der i mange tilfælde ikke er ressourcer til at lave aktiviteter uden for boligen. Da jeg diskuterede emnet med nogle tillidsrepræsentanter, brugte jeg eksemplet, at når dagtilbud gives i døgntilbuddet, så er der lukket for at møde andre end dem, man bor med, hvis ikke der er aktiviteter i fritiden, som retter sig ud i verden. Som spøg sagde jeg så, at det næste så var, at købmanden kom i en bil til bostedet, så man heller ikke kom der. Det blev dog ikke en spøg, for det var allerede en realitet nogle steder.
Hvis vi er der, hvor dagtilbud, og døgntilbud smelter sammen. Hvis alle varer, inklusive de personlige fornødenheder, leveres på adressen. Hvis man ikke har fritidsaktiviteter uden for bostedet, man deltager i. Hvis man ikke tager på ferie eller har andre aktiviteter i løbet af året. Hvis alle de nævnte forhold er der, så er man måske der, hvor KL’s udsagn skal tages meget alvorligt.
Så skal vi som faggruppe leve op til det arbejdsgiverne beder os om – nemlig at arbejde imod at man som handicappet isoleres. Det skal vi, fordi det er uværdigt for borgeren, men også fordi det begrænser socialpædagogernes faglige muligheder for at udføre et pædagogisk arbejde, hvor selvbestemmelse og indflydelse på eget liv for borgeren er et væsentligt omdrejningspunkt i den pædagogiske planlægning.
Det værste, jeg kan forestille mig, er, at en socialpædagogisk arbejdsplads betegnes som et isoleret reservat for de mennesker, som lever der. Sådan lever kun mennesker, som det omkringliggende samfund ønsker gemt og glemt.
Sort sol – Golden wonder, omkvædet:
Everyone is a golden wonder
You know what I mean
Let’s celebrate this life maybe
Show it to me
We can be free
