Emner

Fyraftensmøde om arbejdet med flygtninge

Den 2. september holder Socialpædagogerne Nordjylland fyraftensmøde om arbejdet med flygtninge.

Flere og flere socialpædagoger arbejder med flygtninge. Det skyldes blandt andet, at flere nordjyske kommuner er begyndt at drive asylcentre, men også at det siden 1. maj er blevet muligt for asylansøgere at bo og arbejde uden for centrene.

”Kommunerne ansætter i stigende grad personale – og det er i høj grad socialpædagoger – der skal modtage asylansøgerne. Men da det for nogle er et helt nyt arbejdsområde, kan man godt stå lidt famlende overfor jobbet. Der bliver efterspurgt viden og netværk,” siger Anna-Birthe Lang Andersen, faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland.

Derfor holder kredsen et fyraftensmøde den 2. september klokken 17.00. Her vil der være oplæg ved socialkonsulent Birgitte Due Thompson fra Rehabiliteringscentret for Flygtninge.

Oplagt socialpædagogisk opgave

På mødet vil hun fortælle om nogle af de mange ting, som man skal være særligt opmærksom på i arbejdet med flygtninge. Først og fremmest er det meget vigtigt, at man sætter sig ind i den enkelte flygtnings baggrund.

”Nogle flygtninge er vokset op i flygtningelejre, hvor de konstant har manglet mad og beskyttelse og har været udsat for masser af traumatiske oplevelser, mens andre har levet et liv uden mangler, indtil en situation pludselig er opstået, hvor de er blevet nødt til at flygte. Det er vidt forskellige udgangspunkter at have,” forklarer Birgitte Due Thompson.

Birgitte Due Thompson har selv en baggrund som socialpædagog, og hun mener, at det er helt oplagt, at socialpædagoger i stigende grad arbejder med flygtninge.

”Socialpædagoger er netop uddannet til at få andre menneskers potentiale til at udfolde sig, få mennesker til at vokse og få det gode til at fylde mere. Samtidig er vi gode til at arbejde på tværs, hvilket er meget vigtigt i arbejdet med flygtninge,” siger hun.

Derudover er socialpædagoger gode til at skabe struktur og forudsigelighed i tilværelsen, og det har netop mange flygtninge brug for.

Tilmeld dig fyraftensmøde her

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld