Emner

Der er brug for social-pædagoger i psykiatrien

Der mangler fokus på psykiatri i pædagoguddannelsen, og det er en skam, for socialpædagoger kan noget særligt på dette område.

Det var en helt ny og ukendt verden, som Malene Kirch Nielsen bevægede sig ind i, da hun for tre år siden fik arbejde på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Hun blev overrasket over en del ved sit nye job som hospitalspædagog, men hun er her stadig, for hun er rigtig glad for sit arbejde, selvom hun tilhører et lille mindretal blandt faggrupperne i de hvide kitlers verden. I alt er der ansat 34 på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, heraf er de syv pædagoger – resten er social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

”Jeg er rigtig glad for at arbejde med den her målgruppe, og jeg er glad for at arbejde tværfagligt. Det er udfordrende at være på en arbejdsplads, hvor det sundhedsfaglige fylder rigtig meget. Det kræver, at du er meget bevidst om dine egen pædagogiske faglighed og dét, som du kan byde ind med,” siger Malene Kirch Nielsen.

Vi kan noget andet

Som hospitalspædagog på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling arbejder man tværfagligt i et team med social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. Ud over, at socialpædagogerne ikke må give medicin, så løser medarbejderne i teamet de samme opgaver.

Men selvom de forskellige faggrupper løser de samme opgaver, så oplever Malene Kirch Nielsen og hendes kollega Lis Mellergaard, at de med deres pædagogiske baggrund kan noget andet, end det sundhedsfaglige personale.

”Vi har en anden tilgang, for vi fokuserer på patienternes ressourcer og ikke på deres sygdomme. Selvom patienterne er meget syge, stræber vi efter, at de skal have så normalt et liv som muligt. Vi er gode til at opbygge en daglig struktur for patienterne, og så taler vi med dem om helt dagligdags ting i et ungt menneskes liv, og hvad der ellers sker ude i samfundet,” siger Malene Kirch Nielsen.

”Vi er gode til at opbygge en relation til patienterne og til at motivere dem. Og så er vi gode til at være i en proces. Vi mister ikke tålmodigheden, selvom det måske tager fire dage at få en patient til at sige ja til et spil kort,” siger Lis Mellergaard, der har været hospitalspædagog på afdelingen i 18 år.

Kastet lige ud i det

De oplevede begge, at de manglede viden om psykiatrien, da de blev ansat, og det betød, at de fik sig nogle overraskelser

”Det kom for eksempel fuldstændig bag på mig, at afdelingen har et bælterum. Jeg troede, at fastholdelse og fiksering kun hørte til i retspsykiatrien. Men du bliver kastet ud i mange akutte situationer på vores afdeling, hvor tingene går meget stærkt, og det forventes, at alle handler på det, fordi det betyder liv eller død for patienten,” siger Malene Kirch Nielsen.

Fakta:

Regerigen har netop indgået en aftale om en ny og styrket pædagoguddannelse, hvor det igen bliver muligt at specialisere sig i social- og specialpædagogik.

Hun og Lis Mellergaard tror, at der ville være flere socialpædagoger ansat på de psykiatriske hospitaler, hvis pædagoguddannelsen havde fokus på området. I hvert fald er de ikke i tvivl om, at det ville have gjort deres eget møde med psykiatrien langt lettere, hvis de havde været bedre klædt på til opgaven.

Der er brug for os

Patienterne på afdelingen er mellem 0-18 år, og de har et meget bredt felt af diagnoser, og nogle har flere diagnoser på én gang. Men psykiatriske lidelser er ikke noget, som de to hospitalspædagoger er blevet undervist i på pædagoguddannelsen, ligesom medicin og bivirkninger heller ikke har været berørt.

”Her på afdelingen er der nogle klare forventninger om, at vi går ind på lige fod med sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det vil sige, at vi også giver sonde, måler blodtryk, kigger efter ødemer osv. Jeg tror, at hvis vi fortsat skal have en berettigelse på de psykiatriske afdelinger, så skal den slags være en del af uddannelsen,” siger Lis Mellergaard og fortsætter:

”Men jeg oplever, at der er brug for vores særlige socialpædagogiske tilgang inden for psykiatrien, og derfor håber jeg sandelig, at her også er socialpædagoger i fremtiden.”

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld