Der er ingen af de børn og unge, som jeg har mødt på min vej, der har ønsket at være blandt dem, vi kalder udsatte. Jeg har kun mødt børn og unge, som har haft drømme om et normalt liv og en familie, som de kan bruge som støtte, og en solid vennekreds. Måske kan de ikke altid udtrykke det som deres ønske, for naturligt nok skal de også passe på sig selv, og ofte har de nok af skuffelser med i bagagen.
Det er disse unge vi som socialpædagoger skal arbejde med, og det arbejde, som socialpædagogerne udfører, bliver så vurderet ud fra en normalitetsbetragtning. Det er i og for sig fair nok, men når man taler om de resultater, som de kommer ud med fra 9. eller 10. klasse, så glemmer man, at de måske har en hel del års falleret skolegang bag sig. Når man ser på deres almen viden, glemmer man, at de har levet på kant i flere år, hvor det er en anden form for viden, man får. Det samme sker, når man vurderer deres evne til at knytte sociale relationer, hvor de ofte har oplevet så mange svigt, at de passer ekstra på, når de møder nye mennesker.
Det er den virkelighed mange socialpædagoger står med, når de møder de udsatte børn og unge. Flere års fejlslagne tilbud kan ikke rettes på kort tid. Så hvis man skal vurdere effekten af det tilbud, som børnene og de unge får, skal man måske se på, hvordan det går dem når de er 25 år. Det giver sandsynligvis et bedre billede af den reelle effekt. Jeg har mødt flere af de unge, som jeg har arbejdet med, og som nu er voksne velfungerende mennesker med familie, job og selvtillid, men det var ikke nødvendigvis det, man ville spå om dem, da de var 18 år.
I dette nummer af Indsigt er der artikler fra to tilbud til unge, og det er gode eksempler på, at socialpædagoger har en viden og en indsigt, som gør dem i stand til at nå de unge. Jeg hører ofte fra socialpædagogerne, at de kontaktes af de unge flere år efter, at de har været i tilbuddene, ligesom nogen af dem kommer på besøg flere år efter. Det gør de unge kun, fordi der er noget i tilbuddet, som har været værdifuldt for dem.
Senest har der været en TV-udsendelse om tre søstre, som voksede op i en frygtelig plejefamilie. Her havde der været ansat en socialpædagog i 14 dage, og de tre piger huskede hende forsat som et lyspunkt i en årelang og frygtelig anbringelse. Det fortæller noget om vigtigheden af en faglig tilgang, hvor vi viser respekt og anerkendelse af de unge – først og fremmest som almindelige unge mennesker. Det er her vores faglige tilgang er, og så har vi redskaberne til at give dem muligheder for at træffe valg, som er bedre end dem, som de hidtil har truffet.
Vi husker nemlig, at i bund og grund så er de skønne unge mennesker, også når de gør alt muligt for at gemme det skønne for at beskytte sig selv.
Offentliggjort den 6. november 2017
