Hovedbestyrelsen i Socialpædagogerne har besluttet, at midlerne til at føre kongressens beslutninger ud i livet fordeles mellem kredsene. Derfor har kreds Nordjylland besluttet at ansætte en socialfaglig konsulent, som kan fortsætte kredsens projekt om faglighed de næste to år og koble det sammen med et arbejdsmiljømæssigt fokus.
Som socialfaglig konsulent har kredsen netop ansat Dorte Lauenborg Nielsen. Hun kender Socialpædagogerne Nordjylland rigtig godt, for det er også hende, der det seneste år har været projektansat som tovholder på faglighedsprojektet.
Det bliver først og fremmest Dorte Lauenborg Nielsens opgave at tilbyde de socialpædagogiske arbejdspladser konsulentbistand i deres arbejde med det faglige og psykiske arbejdsmiljø. Desuden skal hun sammen med politikerne i kredsen etablere et samarbejde med de nye arbejdsområder, som socialpædagogerne bevæger sig ind på. Og derudover skal hun indgå i et samarbejde med bl.a. Socialtilsyn Nord, A-kassen og uddannelsesstederne.
(Offentliggjort den 2. januar 2017).